Mestring af funktionel lidelse er et kursus for voksne over 18 år, der lever med en funktionel lidelse.
En funktionel lidelse er kendetegnet ved tilstedeværelsen af længerevarende fysiske symptomer, såsom smerter, svimmelhed, maveproblemer, føleforstyrrelser og træthed, som ikke kan forklares ved en anden kendt diagnose. Symptomerne kan være så belastende, at det kan være svært at fungere i hverdagen.
Betegnelsen dækker over flere forskellige lidelser, blandt andet fibromyalgi, irritabel tyktarm, kronisk træthedssyndrom samt andre syndromer med primært neurologiske symptomer. Ca. 10 - 15 procent af befolkningen har en funktionel lidelse.
Hvem kan deltage?
Du kan deltage i kurset, hvis en læge enten har mistanke om, at du har en funktionel lidelse, eller hvis du har fået stillet en diagnose for en funktionel lidelse. Derudover skal du være over 18 år, og have bopæl i Solrød Kommune for at blive tilmeldt gennem kommunen.
Hvad indeholder kurset?
Kurset giver dig konkrete redskaber til at håndtere de belastninger og udfordringer, som følger med en hverdag med en funktionel lidelse. Dermed får du mere ro, større overskud og en bedre hverdag.
Eksempler på emner på kurset:
- Søvn
- Kropslige øvelser
- Håndtering af forværring
- Balance mellem aktivitet og hvile
- Belastning og ressourcer
- Samvær med andre
- Problemløsning
- Kommunikation
Onlinekurset er udviklet i samarbejde mellem Klinik for Funktionelle Lidelser (Region H.), Center for Funktionelle Lidelser (Region Sj.) og Komiteen for Sundhedsoplysning. Forløbet er baseret på det evidensbaserede program LÆR AT TACKLE, der også kendes for mestringskurser vedrørende fx kroniske smerter.
Mestring af funktionel lidelse er ikke et behandlingstilbud. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har brug for behandling, anbefaler vi, at du kontakter din egen læge.
Kommende online-hold:
- Hold 13: Opstart torsdag den 8. oktober 2026 kl. 13:00. Fælles undervisning (webinar) torsdage kl. 13.00.
- Hold 14: Opstart fredag den 23. oktober 2026 kl. 13:00. Fælles undervisning (webinar) fredage kl. 13.00.
- Hold 15: Opstart torsdag den 12. november 2026 kl. 11:00. Fælles undervisning (webinar) torsdage kl. 11.00.
Hvordan foregår kurset?
Kurset er online og følger et fast program. Du deltager hjemmefra via din egen computer, tablet eller smartphone. Du får også en trykt kursusbog, som du kan afhente og bruge undervejs i kurset.
Du skal afsætte to timer om ugen til kurset, som løber over 6 uger. Hver uge deltager du i et webinar på 1 time, som du forbereder dig til på forhånd. Forberedelsen kan fx være læsning om ugens emner, korte øvelser og videoer. Du bestemmer selv, hvornår du vil gennemgå materialet. Webinaret ligger på et fast tidspunkt hver uge.
På kurset møder du andre med funktionel lidelse. I kan have mange af de samme bekymringer og udfordringer, og samtidig have meget forskellige erfaringer med at håndtere dem. I er ca. 15 på et hold.
Undervisningen ledes af en instruktør, der har erfaring med at bruge de mestringsredskaber, som anvendes på kurset. Instruktøren kender til de udfordringer, der kan opstå, når man har en sygdom. Der deltager ikke sundhedsfaglige specialister på kurset, som kan svare på faglige spørgsmål om funktionel lidelse.
Under webinarerne kommunikerer I med instruktøren og hinanden via en chat. Det er primært instruktøren, der deltager med kamera og mikrofon.
Kurset afholdes af Komitéen for Sundhedsoplysning.

Før du kan deltage i onlinekurset
Inden du kan blive tilbudt en plads på onlinekurset, inviteres du til en individuel forsamtale med kommunens kursuskoordinator. Samtalen har til formål at sikre, at kurset passer til dine behov og forventninger, at du er godt informeret om indholdet, og at du opfylder de fastsatte kriterier for at deltage. Samtalen kan foregå enten ved personligt fremmøde eller telefonisk – alt efter hvad der passer dig bedst.
Tilmelding eller mere information
Kurset udbydes i samarbejde med foreningen Komiteen for Sundhedsoplysning.
For tilmelding eller mere information om kurset kan du kontakte Sundhedsfremme og Forebyggelse - koordinator Louise Leilund på telefon: 56182400 / direkte 56182421. E-mail: forebyggelse@solrod.dk.
Vær opmærksom på ikke at sende personfølsomme oplysninger, som fx CPR-nummer, i en almindelig e-mail til os. Brug i stedet sikker e-mail til Sundhedsfremme og Forebyggelse. Du kan finde kontaktinformationer i "Kontakt-boksen".
Behandling af personoplysninger
Du kan finde information om behandling af personoplysninger i forbindelse med tilmelding til et MFL - onlinekursus her.
Mere viden om funktionel lidelse
Sundhedsstyrelsen har udgivet en håndbog om funktionelle lidelser målrettet patienter og pårørende. Håndbogen giver viden om lidelsen samt råd til håndtering i hverdagen. Læs håndbogen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Du kan også læse mere om funktionelle lidelser i patienthåndbogen på sundhed.dk.
Du kan også finde råd og vejledning hos patientforeningen PFFL, som er en forening for patienter med funktionel lidelse og deres pårørende.

