Nyt fra byrådetNyt fra byrådet

Nyt fra byrådet den 28. februar 2024

Her kan du læse om, at at arbejdet med at fjerne asbestholdigt tagmateriale på Munkekærskolen på en sikker måde og samtidig skifte til nye tage løber op i en betragtelig ekstraudgift.

Asbest-fund skubber prisen i vejret på tagrenovering på Munkekærskolen

Regningen på at udskifte de gamle tage på Munkekærskolen løber formentlig op i ca. 44 mio. kr., fordi der skal tages særlige asbest-sikkerhedsforanstaltninger i brug, når tagkonstruktionen skal fjernes.

Sidste år besluttede byrådet, at det var tid til at skifte de efterhånden slidte og nogle steder utætte tage på Munkekærskolen. I forbindelse med arbejdets opstart i januar i år blev der dog konstateret asbest i tagplader og støv i ubenyttede tagrum, men ingen andre steder på skolen. Det var derfor nødvendigt at udbyde opgaven på ny for at sikre den helt rette håndtering af det fundne asbest.

Nu har det vist sig, at arbejdet med at fjerne det asbestholdige tagmateriale på en sikker måde og samtidig skifte til nye tage løber op i en betragtelig ekstraudgift og formentlig kommer til at koste ca. 25 mio. kr. oven i de 15 mio. kr., som byrådet allerede har bevilget.

”Det er lidt af en mavepuster med så stor en ekstraregning, men der er ingen vej udenom. Arbejdet skal selvfølgelig udføres af folk, der er eksperter på området, så det sker på en sikker måde for både elever, ansatte og håndværkere, og det koster en hel del ekstra penge,” siger Regine Hovmøller, formand for Familie- og uddannelsesudvalget.

Udvidelse og nyt tag-uderum

Udskiftningen af skolens tage er en del af en udvidelse af Munkekærskolen, som indeholder en tilbygning mellem udskolingen og mellemtrinnet, der skal sikre en bedre sammenhæng mellem bygningerne. Skolen kan foruden minimum fem nye lokaler også se frem til at få nye grupperum og fællesarealer samt flere toiletter. Alt sammen noget, som byrådet besluttede at sætte lige under 18 mio. kr. af til på januar måneds byrådsmødet.

En del af det kommende tag-udbud indeholder også, at en af tagfladerne gøres klar til, at den i fremtiden muligvis kan anvendes som uderum. Den del af udbuddet forventes at koste lige under 4 mio. kr. I alt løber den samlede udgift til tagudskiftningen derfor formentlig op i ca. 44 mio. kr.

”Renoveringen og udbygningen af Munkekærskolen har været undervejs længe, og i byrådet er vi enige om, at vi ikke vil gå på kompromis med kvaliteten af det færdige projekt. Strandområdet er populært blandt kommunens børnefamilier, og vi skal sikre, at der i den nærmeste fremtid både er plads til eleverne og gode undervisningsfaciliteter. På den måde sikrer vi, at skolen har de bedste forudsætninger for at levere en god undervisning,” siger Regine Hovmøller.

Nyt skolekøkken

En del af den samlede plan for Munkekærskolen indeholder også en renovering af det nuværende skolekøkken. Den del af projektet bliver udført samtidig med udvidelsen af skolen. Der er dog endnu ikke frigivet penge til skolekøkkenrenoveringen.

Det er planen, at det samlede projekt med udbygning, udskiftningen af tage og renoveringen af skolekøkkenet står færdigt til skoleårets start i august 2025.

Fakta

Byrådet har på byrådsmødet den 28. februar 2024 godkendt, at arbejdet med at skifte tage samt asbestsanere på Munkekærskolen bliver sat i gang. Samtidig har byrådet besluttet at sætte lige under 4 mio. kr. af til, at en af tagfladerne kan forberedes til at være en uderum. Alt i alt har byrådet frigivet ca. 29 mio. kr. ekstra til projektet, som finansieres af kassebeholdningen. Da byrådet tidligere har frigivet 15 mio. kr. til projektet, løber udskiftningen af skolens tage op i samlet set ca. 44 mio. kr. 

Tagudskiftningen forventes udbudt i starten af marts 2024, og det er forventningen, at byggeperioden strække sig over 9 mdr. med opstart i midten af maj 2024 og frem til starten af februar 2025.