Nyt fra byrådet onsdag den 30. marts 2022
Kommunaldirektør i Solrød Kommune stopper
Et enigt Solrød Byråd har besluttet, at samarbejdet med kommunaldirektør Henrik Winther Nielsen skal ophøre.
Byrådet i Solrød Kommune ønsker en ny profil til posten som kommunens kommunaldirektør. På den baggrund har et enigt byråd indgået en fratrædelsesaftale med kommunaldirektør Henrik Winther Nielsen med virkning fra den 30. marts 2022.
Det betyder, at Solrød Kommune nu sætter gang i en ansættelsesproces for at finde frem til den person, der skal være kommunens nye øverste direktør.
”Vi leder efter en ny profil, som kan omsætte byrådets ideer og særligt byrådets ønsker om at dyrke borgerinddragelse endnu mere,” siger borgmester Emil Blücher og fortsætter:
”Henrik har været meget vellidt og respekteret hos medarbejdere og chefer i kommunen. Derfor er det vigtigt for byrådet, at vi finder en profil til at tage over for Henrik, som hele organisationen kan være glade for og have tillid til.”
Henrik Winther Nielsen blev ansat som kommunaldirektør i Solrød Kommune i november 2010 og nåede således at være ansat i kommunen i næsten 12 år.
Direktør Dorte Saabye er konstitueret kommunaldirektør frem til ansættelsen af en ny kommunaldirektør, som kommunen regner med at kunne ansætte per 1. august 2022.
Fakta
Et enigt byråd har på byrådsmødet den 30. marts 2022 besluttet at lave en fratrædelsesaftale kommunaldirektør Henrik Winther Nielsen med virkning fra den 30. marts 2022.
Fratrædelsesvilkårene følger reglerne om kontraktansættelse i kommunerne, der er indgået mellem overenskomstparterne.
Byrådet sætter penge af til at forlænge badebro
Den populære badebro ved Østre Strandvej bliver forlænget med 30 meter.
Når vandglade Solrødder tager til stranden for at plaske rundt i bølgen blå, kan de i fremtiden komme hurtigere ud på det dybe, klare blå vand. Byrådet har nemlig besluttet at forlænge badebroen ved Østre Strandvej nær det kommende Strandens Hus med 30 meter. Samtidig bliver der for enden af badebroen etableret en platform på 3,5 x 5 meter.
”Vi har en dejlig, meget børnevenlig strand, hvor man skal ret langt ud for, at vandet bliver dybt. Det er der mange fordele ved, men det kan også være lidt træls, hvis man gerne vil hurtigt i gang med at svømme eller har lyst til at kaste sig ud i bølgerne med et hovedspring. Nu kommer der flere muligheder for at boltre sig,” siger Kim Sunesen, formand for Natur-, klima- og planudvalget.
Beslutningen om at forlænge badebroen udspringer fra Budget 2022-2025, hvor parterne bag budgettet afsatte 560.000 kr. til dels at forlænge badebroen og dels at etablere en mere handicapvenlig adgang til stranden og badebroen. Sidstnævnte skal tænkes sammen med både etableringen af Strandens Hus og kystsikringen af området.
Byrådet skal derfor på et senere tidspunkt tage stilling til en frigivelse af restbeløbet på 381.000 kr. til etableringen af en handicapvenlig adgang.
Arbejdet med at forlænge badebroen går i gang hurtigst muligt.
Fakta
Et enigt byråd besluttede på byrådsmødet den 30. marts 2022 at forlænge badebroen ved Østre strandvej. Det forventes at koste 179.000 kr., som allerede er afsat i budgettet, da forlængelse af badebroen var en del af Budget 2022-2025.
Et flertal i byrådet tager første skridt i planen om at skabe plads til flere børn i kommunens daginstitutioner
Et flertal i byrådet har nu sat penge af til de indledende øvelser til projekter, der skal skabe plads til flere børn i kommunens daginstitutioner. I alt har byrådet afsat 5,2 mio. kr. til ændringer og forbedringer i daginstitutionerne i 2022.
Mange børnefamilier er glade for at bo i Solrød Kommune, og det kan mærkes i kommunens dagtilbud. Her er nemlig godt fyldt op mange steder, og samtidig viser prognoserne, at der bliver behov for flere pladser de kommende år.
Derfor har et flertal i byrådet nu taget første skridt ud af flere planlagte for at løse behovet for plads til flere børn i kommunens dagtilbud. Et flertal i byrådet har nemlig frigivet 800.000 kr. til forundersøgelser, projektering og udbud af forskellige konkrete projekter i nogle af Solrød Kommunes dagtilbud. Pengene er en del af de 5,2 mio. kr., som byrådet har afsat til bygningsmæssige ændringer og forbedringer på de eksisterende daginstitutioner i 2022.
”Vi arbejder løbende på at finde de bedste løsninger på pladsudfordringen for både børn og medarbejdere, og den beslutning, som et flertal i byrådet nu har taget, er kun første skridt på vejen. Byrådet vil løbende blive præsenteret for, hvilke muligheder der er,” siger direktør på området Jesper Reming Tangbæk.
De projekter, som et flertal i byrådet nu har taget første skridt til at realisere, er udpeget i en analyse fra analysefirmaet Brøndum og Fliess. Firmaet har set på, hvilke muligheder der er for at udnytte pladsen i kommunens nuværende dagtilbud endnu bedre.
Analysen peger på, at det bl.a. kan ske ved at skabe mere fleksibilitet i nogle af kommunens dagtilbud. Derfor skal der i år etableres et kontor, personalerum og depot i Tryllehytten samt bygges en mindre tilbygning, så det er muligt at skabe plads til to nye grupperum. I Parkbo skal der også etableres et ekstra grupperum, som gør, at der er plads til en ekstra børnegruppe i daginstitutionen. I Børnenes Idrætshus og i Egebo er det planlagt, at der skal installeres flere garderobepladser.
Fakta
Et flertal i Solrød Byråd bestående af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Havdruplisten og Venstre har besluttet at bruge 800.000 kr. på forundersøgelser, projektering og udbud af byggeri til projekter, der skal skabe plads til flere børn i Solrød Kommunes nuværende daginstitutioner. Imod stemte VoresSolrød og Liberal Alliance. Dansk Folkeparti undlod at stemme. Afstemningsdetaljerne kan findes på www.solrod.dk under referatet af byrådsmødet.
Pengene er i forvejen sat af i budgettet, da de er del af de 5,2 mio. kr., parterne bag Budget 2022-2025 har afsat til udfordringen.