Køge Bugt bør med i ny marin naturnationalpark for Øresund
Havmiljøet i Køge Bugt og den sydlige del af Øresund har akut brug for beskyttelse. Ilten forsvinder, fedtemøg og alger vokser, mens fisk og havdyr lider. Derfor skal området udnævnes til at være en del af en marin naturnationalpark.
Det er budskabet lige nu fra Køge Bugt Alliancen, fordi miljøminister Magnus Heunicke står over for at beslutte, hvorvidt Køge Bugt og den sydlige del af Øresund skal være en del af en ny marin naturnationalpark for Øresund.
Beskyt Øresund fra nord til syd
De syv borgmestre i Køge Bugt Alliancen var samlet i denne uge for at drøfte truslerne mod havmiljøet i Køge Bugt og den sydlige del af Øresund - helt ned til Rødvig på Stevns. De lægger vægt på, at både Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening også ønsker, at det samlede havmiljø i Øresund skal beskyttes i en marin naturnational park.
Køge Bugt Alliancen har lige siden 2022 arbejdet for, at såvel det nordlige Øresund som Køge Bugt udpeges som Marin Naturnationalpark. På det netop overståede HAVETS FOLKEMØDE i Brøndby blev dette ønske gentaget flere gange – blandt andet over for miljøministeren.
DN og Friluftsrådets anbefaling om Øresund:
Øresund består af tre forskellige økologiske områder, der tilsammen er afgørende for Øresund som samlet økosystem.
Dansk Naturfredningsforening, DN, og Friluftsrådet anbefaler, at det sydlige Øresund og herunder Køge Bugt også bliver omfattet af den kommende marine naturnationalpark.
DN og Friluftsrådets anbefaling er dog, at der fortsat kan udvindes råstoffer tre sømil fra land, og Køge Bugt Alliancen er enig i, at der fastsættes en tre sømile-grænse for den nye naturnationalpark.