NyhederNyheder

Solrød Kommune rykker 28 pladser frem som højdespringeren i Region Sjælland i årlig erhvervsrapport

I den årlige rapport ’Lokale erhvervspræstationer’, der rangerer kommunerne efter et samlet indeks over lokale erhvervspræsentationer, er Solrød Kommune gået hele 28 pladser frem.

Hvert år præsenterer IRIS Group en årlig opgørelse over de danske kommuners erhvervspræstationer kaldet ’Lokale erhvervspræsentationer’. I årets rapport for 2024 har Solrød Kommune taget et gevaldigt skridt op ad listen ved at springe fra en plads som nummer 86 til 58.

Det store spring frem på 28 pladser gør Solrød Kommune til højdespringeren i Region Sjælland.

”Det er dejligt at se, at det går godt for de lokale virksomheder her i kommunen. Vi har i Solrød Kommune gennem Solrød Erhvervsservice fokus på at hjælpe virksomhederne med sparring omkring de mange tilbud og tilskud, der generelt findes til iværksættere. Samtidig skaber vi også selv tilbud, der kan være med til at understøtte virksomhedernes vækst i form af eksempelvis events om relevante emner,” siger Christian Nyholm, der er formand for Social-, ældre- og sundhedsudvalget.

Indekset, som kommunerne rangeres efter i IRIS Groups rapport, bygger på 22 indikatorer, der samlet skal give et overblik over udviklingen i erhvervsaktiviteten i kommunerne. Indikatorerne er baseret på data fra Danmarks Statistik og fordeles på tre underindekser ’Arbejdspladser, indkomst og produktivitet’, ’Iværksætteri og vækstvirksomheder’ og ’Eksport’.

For Solrød Kommune skyldes det positive spring op ad listen en stor fremgang på underindekset ’Iværksætteri og vækstvirksomheder’, hvor kommunen er rykket fra 92 sidste år og til nummer 44 i år. Under de to andre underindekser er Solrød Kommune rykket fra 93 til nummer 91 under ’Eksport’, mens kommunen under ’Arbejdspladser, indkomst og produktivitet’ er faldet fra plads 29 til plads 42.

IRIS Groups opgørelse af kommunernes erhvervspræstationer kom første gang i 2020.