NyhederNyheder

Ny daginstitution i strandområdet: Hvad synes du?

Kom til borgermøde om lokalplanforslaget for en ny daginstitution i strandområdet den 5. august, eller send dit høringssvar til Solrød Kommune inden den 19 august.

Nu rykker planerne om en ny daginstitution i strandområdet et skridt nærmere. Den lokalplan, der skal sætte rammerne for den nye daginstitution, som er planlagt til at blive bygget på Engmosevej 12 i Solrød Strand, sendes nemlig nu i høring fra den 24. juni, og der afholdes borgermøde den 5. august kl. 17 på Solrød Rådhus.

”Etableringen af en ny daginstitution i strandområdet er en langsigtet og fornuftig løsning, og med lokalplanforslaget har vi nu et udkast til de overordnede rammer for daginstitutionen, som skal være på plads, før vi kan gå videre med resten af processen. Det handler bl.a. om forhold som byggehøjde, beplantning og parkeringsforhold. Som byrådsmedlemmer er vi altid nysgerrige på borgernes holdninger, og jeg håber derfor også, at rigtig mange har lyst til at komme med høringssvar og deltage på det kommende borgermøde til august,” siger Morten Scheelsbeck, formand for Kultur- og naturudvalget.

Lokalplanen sætter rammerne for en attraktiv ny daginstitution ved Solrød Idrætscenter. Med lokalplanforslaget bliver det bl.a. specificeret, hvor daginstitutionen må placeres på grunden, og at bygningen maks. må etableres med en højde på 8,5 m.  Det er planen, at der til institutionen skal etableres et udendørs legeareal, hvor der skal plantes træer og buske, så der er en variation af farver, former og dufte. Den eksisterende trærække langs Mosestien skal bevares.

Det er desuden planen, at en del af området skal anvendes til klimasikring af strandområdet. Der bliver i den forbindelse arbejdet på, at en del af Solrød Bæk skal omlægges og løbe forbi den nye daginstitution. Det er planen, at bækken bliver udformet så den bidrager med en rekreativ og naturmæssig værdi til området.

Ny daginstitution skal sikre bedre rammer

Etableringen af en ny daginstitution i strandområdet er en del af budgetaftalen for 2024-2027, og meningen er, at den nye daginstitution skal erstatte den støjbelastede daginstitution Spiren Vuggestue, som ligger op ad Køge Bugt Motorvejen i midten af et erhvervsområde, og den midlertidige daginstitution Solstrålen Vuggestue.

Den nye daginstitution skal sikre nogle bedre og mere permanente rammer for vuggestuebørn i strandområdet, hvor der er gode pædagogiske rammer og samtidig også en fremtidssikret driftsøkonomi med lave driftsudgifter til at vedligeholde bygningen.

Det er planen, at den nye daginstitution kan opføres samtidig med, at den midlertidige daginstitution Solstrålen Vuggestue fortsat er åben.