Lokal kunstner donerer granitskulptur til lokalområdet
I juni måned blev Solrød Kommune et kunstværk rigere, da den lokale billedhugger Klaus Petersens granitskulptur 'Ægejerne' blev rejst på græsrundellen ved siden af springvandet på pladsen foran Solrød Rådhus. Det markeres med en officiel afsløring lørdag den 10. august, hvor Kultur- og naturudvalgets formand, Morten Scheelsbeck, holder tale og der bydes på en forfriskning.
”Skulpturen er skabt ud af ren fantasi og uden forlæg. Jeg håber den kan skabe glæde og et lille smil,” fortæller Klaus Petersen, om den håndhuggede granitskulptur med titlen ’Ægejerne’.
”Den viser to fugle, der vogter over deres æg – præcis ligesom vi alle sammen skal passe på og vogte over vores venner og familie,” siger Klaus Petersen.
Klaus Petersen er oprindeligt fra Glostrup, men har boet og arbejdet i Solrød Kommune i knapt 50 år. Den erfarne kunstner har skulpturer i granit og bronze stående på en lang række steder i lokalområdet samt i skulpturparker rundt omkring i landet.
”Jeg syntes, der manglede værker af lokale kunstnere i Solrød Centeret som en påmindelse om, at der også sker noget på den kreative front i Solrød. Derfor donerede jeg skulpturen til borgere i Solrød Kommune og brugere af centeret i forbindelse med min 80 års fødselsdag for nylig. Jeg er nok bedre til at give gaver end til at modtage gaver,” siger Klaus Petersen.
Den officielle afsløring den 10. august er gratis, og alle er velkomne til at deltage i indvielsen af kommunens nye skulptur.
Fakta om Klaus Petersen
- 80 år
- Oprindeligt fra Glostrup Kommune
- Har boet og haft værksted i Solrød Kommune i ca. 50 år
- billedhugger, der skaber skulpturer i granit og bronze
- Har værker opstillet bl.a. på Plejecenter Christians Have, i bibliotekshaven ved Solrød Bibliotek og Kulturhus, på Solrød Annekskirkegård, ved Karlslunde Strandkirke mm.
Fakta om ’Ægejerne’
- Håndhugget granitskulptur
- Vejer 200 kg.
- Symboliserer to fugle, der vogter deres æg