NyhederNyheder

Omstillingen fra diesel til el-drevne lastvogne er en stor del af den travle hverdag hos Volvo Truck Center i Karlslunde

Processen med at få omstillet og produceret lastvogne til at være el-drevne stiller store krav til medarbejderne hos Volvo Truck Center midt i en travl hverdag. Det fortæller Volvo Truck Centers administrerende direktør, Peter Ericson, da han viser borgmester Emil Blücher og Solrød Erhvervsservice rundt i virksomhedens værksted i Karlslunde.

Den grønne omstilling er på dagsordenen i mange virksomheder over hele kloden. Det gælder også for Volvo Truck Center. Virksomheden står midt i processen med at omstille lastvogne fra diesel til at være el-drevne og producere el-drevne lastvogne fra ny.

Det fortæller Volvo Truck Centers administrerende direktør Peter Ericson, som sammen med servicechef øst Thomas Kristensen og værkstedschef i Karlslunde, Stener Kneis, viser borgmester Emil Blücher og Solrød Erhvervsservice rundt på virksomhedens værksted i Karlslunde.

”Det er en stor proces, som kræver meget på flere fronter og stiller store krav til vores medarbejdere i en i forvejen travl hverdag,” siger Peter Ericson, og Thomas Kristensen supplerer.

”Med el-drevne lastvogne er der blandt andet noget ny teknologi at sætte sig ind i for medarbejderne, når det kommer til at servicere, reparere og vedligeholde lastvognene. Det tager tid at opnå samme erfaring med det, som vi har med diesellastvogne. Tiden på værkstedet er en vigtig faktor, da hver time, hvor en lastvogn er på værksted til service eller til reparation, koster vognmændene. Vi servicerer derfor også lastvogne både eftermiddag og aften, så vognen kan blive klar til at køre igen den efterfølgende morgen.”

Branchen mangler lærlinge

Det er ikke kun den grønne omstilling, som fylder i hverdagen hos Volvo Truck Center, for midt i den store proces med at omstille til el savner virksomheden flere mekanikere og særligt lærlinge.

”Branchen er helt generelt udfordret af en mangel på mekanikere. Det er vores opfattelse, at en del unge kun forbinder faget med at være personbilsmekaniker, hvilket er ærgerligt. Vi gør rigtig meget for at give vores lærlinge en grundig uddannelse og gerne som mesterlære-elev, hvor vores erfaring er, at vi virkelig kan klæde de unge godt på,” siger Peter Ericson, der også fortæller, at de meget gerne kommer ud på skolerne for at fortælle de unge om uddannelsen til lastvognsmekaniker.

Volvo Truck Center har tidligere i samarbejde med Jobservice i Solrød Kommune fået etableret voksenlærlingeforløb, hvor Jobcenteret henviste kandidaterne til virksomheden. Det er en stor prioritet for Volvo Truck Center at fastholde deres medarbejdere og derfor kører de lige nu en forsøgsordning.

”Vi har etableret en mentorordning til vores lærlinge og øvrige ansatte i hver afdeling, sådan de altid har en bestemt kontaktperson, de kan henvende sig til ved eventuelle spørgsmål eller problemer. Vi er meget fokuseret på at være inkluderende og udvise et socialt ansvar,” fortæller Stener Kneis.

”Jeg håber, at det lykkes for Volvo Truck Center og branchen generelt at få flere unge i lære som lastvognsmekanikere, for det er et spændende fag. Det er desuden altid en god oplevelse at komme på besøg hos vores lokale virksomheder og høre, hvad der fylder i deres hverdag som virksomhed her i Solrød Kommune,” siger borgmester Emil Blücher.