NyhederNyheder

Ny Kultur- og fritidschef i Solrød Kommune: Brænder for at give borgerne gode muligheder for spændende aktiviteter

Den 1. juni 2022 starter Lone Billehøj som ny kultur- og fritidschef i Solrød Kommune.

Når Solrød Kommune den 1. juni 2022 byder velkommen til kommunens nye kultur- og fritidschef er det en erfaren kvinde, der sætter sig i chefstolen. Et enigt ansættelsesudvalg har valgt at pege på 48-årige Lone Billehøj, der i mere end tyve år har beskæftiget sig med mennesker i byer og byernes udvikling – senest med jobbet som kultur- og fritidschef i Kultur Vi Københavns Kommune.

”Vi er super glade for at byde Lone velkommen til Solrød Kommune. Der er ingen tvivl om, at med hende i front, får vi en person, som både brænder for kultur- og fritidslivet og samskabelse med borgerne. Samtidig er Lone et meget behageligt menneske, som jeg er sikker på går godt i spænd med både borgere og organisationen,” siger Dorte Saabye, fungerende kommunaldirektør i Solrød Kommune.

Lone Billehøj er selv en aktiv kulturbruger af fx både stadions, biblioteker, museer og Roskilde Festival, og hun brænder for at skabe gode muligheder for et aktivt kultur- og fritidsliv for borgere i alle aldre.

“Solrød har et fantastisk foreningsliv og et helt unikt engagement, og jeg glæder mig til at blive en del af en kommune med så mange aktive borgere. Jeg er nysgerrig og spændt på at møde alle i de mange foreninger i Solrød Kommune, og være med til at understøtte den udvikling kultur- og fritidslivet er i gang med.”

Lone Billehøj erstatter Marie Bukh Dreier, der forlod sin stilling til fordel for en stilling som centerchef for Kultur og Fritid i Ishøj Kommune.