NyhederNyheder

Byrådet sætter en stopper for Borgernes Hus og sætter gang i en renovering af rådhuset

Byrådet har valgt at lægge planerne om et Borgernes Hus på hylden og samtidig sætte gang i en nødvendig proces, der både skal skabe bedre rammer for betjeningen af borgerne og løse den nuværende pladsudfordring på Solrød Rådhus.

Der kommer ikke et Borgernes Hus på Stationspladsen ved Solrød Center. Det ligger helt fast, efter at et enigt byråd har besluttet at sætte en stopper for projektet.

Det betyder, at byrådet nu har vendt blikket mod det nuværende Solrød Rådhus, som trænger til en opgradering. Der er nemlig en række udfordringer ved rådhuset både i forhold til betjeningen af borgerne og som arbejdsplads.

I forbindelse med analysen af et muligt Borgernes Hus er der også kigget på det nuværende rådhus, og i analysen bliver der bl.a. peget på, at det nuværende rådhus er umoderne og ikke godt nok støtter op om en god betjening af borgerne. Bl.a. er rådhuset ikke velegnet til at håndtere GDPR, der er mangel på mødelokaler både til møder med borgerne og til intern brug, og medarbejderne sidder alt for tæt på de enkelte etager.

Derfor har byrådet besluttet at sætte 3 mio. kr. af til at sætte gang i en nødvendig udvikling af rådhuset.

"Nu hvor vi skrinlægger tankerne om et nyt rådhus på Stationspladsen, kan vi så småt begynde at se fremad – både i forhold til, hvad der skal ske med det eksisterende rådhus, og hvad vi i stedet kan bruge stationspladsen til. Løsningen som nu igangsættes, synes jeg er pragmatisk. Vi tager nemlig fat i nogle af de vigtigste problemstillinger, som vi har på det eksisterende rådhus. Samtidig igangsætter vi en række pilotprojekter på rådhuset og får udarbejdet tilstandsrapporter på de bygninger, som med fordel kan indgå i den samlede ejendoms-kabale. For selvom der ikke bygges et nyt rådhus, skal vi selvfølgelig sikre, at vores medarbejdere har nogle anstændige arbejdsforhold,” siger borgmester Emil Blücher.

Som en del af renoveringen og moderniseringen af det nuværende rådhus bliver de øvrige kommunale bygninger nær Solrød Center og de afdelinger, der har relation til rådhusets funktioner, også tænkt ind i ”rådhus-kabalen”. Der bliver kigget på behovet for at bygge til, og samtidig bliver der arbejdet med, hvordan det akutte pladsbehov kan løses fx ved at sætte en mødepavillon op. Der bliver også sat gang i mindre pilotprojekter, som skal afprøve nye måder at arbejde på og holde møder på.

Resultatet af de forskellige analyser og pilotprojekter skal efter planen resultere i, at byrådet til efteråret kan tage stilling til det videre arbejde med at renovere, modernisere og eventuelt bygge til det nuværende rådhus.

Fakta

I 2021 besluttede et flertal i byrådet at sætte gang i en analyse af perspektiverne ved et muligt Borgernes Hus og udvikling af Solrød Center. Siden da har der været gennemført en omfattende inddragelse af borgere, foreninger og medarbejdere i forhold til ønsker og idéer til det mulige Borgernes Hus, og byrådet er blevet præsenteret for resultaterne af analysen. På byrådsmødet den 27. april 2022 har byrådet besluttet at sætte en stopper for projektet, men bruge analysens resultater i processen med at renovere, modernisere og eventuelt bygge til det nuværende rådhus. Den proces er der sat 3 mio. kr. af til, og de penge er en del af de midler, der allerede er sat af i budgettet for 2022 til rådhusrenoveringer.