NyhederNyheder

+65-årige Solrødborgere er blandt de næste danskere, der bliver tilbudt vaccine mod COVID-19

Ca. 200 Solrødborgere har fået tilsendt et brev fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, hvori der står, at de nu kan booke tid til at modtage vaccinen mod COVID-19.

En stor del af landets plejehjemsbeboere er nu vaccineret mod COVID-19, og næste del af vaccinationsplanen er på trapperne til at blive rullet ud. De næste danskere i køen til vaccinen er borgere over 65 år, som modtager både praktisk hjælp og personlig pleje, og her er ca. 200 borgere i Solrød Kommune blandt dem, der bliver tilbud vaccinen.

Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen har nemlig sendt et brev ud i enten e-boks eller som quickbrev til de berørte borgere, hvori der står, at de kan booke tid til vaccinationen. 

I første omgang er det borgere i nedenstående syv kommuner, der har fået tilsendt brevet:

Solrød Kommune: ca. 200 borgere

Køge Kommune: ca. 500 borgere

Greve Kommune: ca. 560 borgere

København Kommune: ca. 3.400 borgere

Rebild Kommune: ca. 200 borgere

Aarhus Kommune ca. 2.400 borgere

Kolding Kommune: ca. 800 borgere

Alle kommuner er i forbindelse med vaccinationsindsatsen blevet bedt om at indsende lister til Sundhedsstyrelsen på borgere, som er over 65 år og får både praktisk hjælp og personlig pleje. Det er de lister, der danner grundlag for, hvem der har fået tilsendt vaccinationsbrevet.