NyhederNyheder

Startskuddet til en lang række dialogmøder og workshops: Nu kan du komme med dine ideer til et muligt Borgernes Hus

Det kommende byråd skal i 2022 beslutte, om Borgernes Hus bliver en realitet, når der er et grundigt beslutningsgrundlag. Nu har du mulighed for at komme med dine ideer til, hvilke funktioner et muligt Borgernes Hus i Solrød Kommune skal indeholde. Fra den 18. august 2021 til 30. september 2021 kan du komme forbi dialogvognen ved Stationspladsen i Solrød og bidrage med dine spændende ideer og få besvaret dine spørgsmål om Borgernes Hus. Du kan også høre nærmere om status for projektet og hele processen ved et informationsmøde den 19. august 2021, og de kommende måneder vil der være en lang række andre dialogmøder og workshops, hvor du kan komme med input til projektet.

I løbet af efteråret 2021 har du mulighed for at komme med dine ideer til, hvad et muligt Borgernes Hus skal indeholde. Som startskuddet til en bred inddragelse af borgere, foreninger og erhvervsliv opsætter Solrød Kommune en dialogvogn ved Stationspladsen i Solrød, hvor du kan kigge forbi og fortælle nærmere om, hvilke funktioner og rammer du ser i et muligt Borgernes Hus, eller få besvaret spørgsmål, du har til projektet. Du kan finde dialogtraileren fra 18. august 2021 til 30. september 2021, hvor den vil være åben hver mandag kl. 12.30-16.30, tirsdag kl. 08.30-11, onsdag kl. 12-15 og torsdag kl. 15-18 og bemandet af programleder for Borgernes Hus, Søren Warthoe.

Derudover har du mulighed for at deltage i et informationsmøde, hvor du bl.a. kan høre nærmere om de overordnede ideer bag Borgernes Hus, hvad der er besluttet, og hvilke dialogmøder og workshops du kan deltage i i løbet af efteråret. Det første informationsmøde bliver afholdt den 19. august 2021 kl. 17-18.30 i Aktivitets- og Frivilligcenteret og vil blive ledt af programleder Søren Warthoe, og borgmester Niels Hörup byder velkommen. Grundet Covid-19 er der stadig restriktioner og krav til afstand, der skal overholdes, for at vi bedst kan passe på hinanden, og derfor er det nødvendigt, at du tilmelder dig mødet ved at sende en mail til borgerneshus@solrod.dk senest den 18. august kl. 12. 

Dialogvognen og informationsmødet er kun starten på en bred inddragelse af borgere, foreninger og erhvervsliv, som skal sikre, at så mange som muligt for mulighed for at komme med ønsker og ideer til et muligt Borgernes Hus. Der vil i løbet af de kommende måneder blive afholdt en række åbne dialogmøder og workshops, som alle borgere i Solrød Kommune kan deltage i. Du vil snarest kunne finde dem på borgerneshus.solrod.dk under ”Vær med”.

Fakta
Et flertal i byrådet har besluttet at undersøge perspektiverne og mulighederne for et Borgernes Hus, der skal være et samlingssted i Solrød Bymidte, som i samspil med Solrød Bibliotek og Kulturhus skal skabe en mangfoldighed af nye aktivitetsmuligheder, øge bymidtens synlighed og bidrage til, at handels-, by- og kulturliv understøtter hinanden. 

Der bliver i 2021 igangsat en analyse, der skal undersøge, hvilke funktioner Borgernes Hus kan indeholde. Analysen vil tage udgangspunkt i en ambitiøs og bred inddragelse af borgere og erhvervsliv i Solrød Kommune, der på den måde kan komme med ønsker og ideer til Borgernes Hus, ligesom medarbejdere og ledere i kommunen vil blive inddraget i forhold til at skabe en effektiv og attraktiv arbejdsplads. 

Hvorvidt Borgernes Hus bliver en realitet, bliver først besluttet af byrådet i 2022, når byrådet har en solid viden at træffe beslutningen ud fra.