Solrød Kommune vil ansøge om private p-vagter ved kalkgraven
Når sommervarmen ruller over Danmark og indbyder til en svalende dukkert, valfarter badegæster fra det meste af Sjælland til den naturskønne perle Karlstrup Kalkgrav i Solrød Kommune.
Det medfører ofte kaoslignende tilstande på vejene omkring kalkgraven, fordi overraskende mange af badegæsterne vælger at ignorere p-forbudsskiltene og parkere ulovligt. Særligt på den smalle, offentlige vej, Højagervej, der løber langs med kalkgraven, vælger et stort antal bilister ofte at parkere både på og i private indkørsler, på cykelsti og langs med vejen i et sådan omfang, at bilerne spærrer for både redningskøretøjers og beboeres tilgang til området.
Da der er tale om en offentlig vej, er det politiets opgave at uddele parkeringsbøder til de mange ulovligt parkerede biler, men omfanget af ulovligt parkede biler vej ved kalkgraven er i sommermånederne til tider så stort, at politiet ikke har mulighed for at opretholde den nødvendige p-kontrol. Kommunen har i princippet også selv mulighed for at oprette et p-korps til at håndtere opgaven, men det vil medføre et omfattende administrationsarbejde og er en alt for dyr løsning til, at den kan lade sig gøre i praksis.
Derfor ansøger Solrød Kommune nu helt ekstraordinært i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi staten om muligheden for at indføre privat p-kontrol på Højagervej i perioden 15. juni-15. august.
”Det er ikke normalt at ansøge staten om at indføre privat p-kontrol, men der er tale om et urimeligt stort ressourceforbrug, der tager tid fra politiets mange andre vigtige opgaver, og samtidig er de mange biler til voldsomt stor gene for vores beboere i området. Sidste år blev der indsat et privat parkeringsselskab på den private fællesvej Silovej nær kalkgraven, der også har lidt af samme problem, og her er erfaringerne med den øget kontrol rigtig gode. Det er formentlig svært at få tilladelsen til at sætte ordningen i værk, men vi vil rigtig gerne afprøve vores chancer,” siger borgmester Niels Hörup, som håber, at en øget kontrol vil have en opdragende effekt, så de mange badegæster i biler finder et andet og lovligt sted at parkere deres bil – og måske endda også et andet sted at bade.
For udover den åbenlyse gene for både borgere og beredskab, så slider de ekstraordinært mange besøgende også på det historiske område fx pga. den øgede mængde skrald, der bliver smidt i naturen.
”Selvom området ved Karlstrup Kalkgrav er et dejligt sted at tage en dukkert, så har det aldrig været meningen, at kalkgraven skal kunne rumme den ekstraordinært store interesse, som vi har oplevet de senere år. Kalkgraven er ejet af Naturstyrelsen, som driver området på samme måde, som alle styrelsens andre naturområder, og det indbefatter hverken ekstraordinært mange p-pladser eller ekstraordinært mange affaldsbeholdere,” siger borgmester Niels Hörup.
Fakta
Det er den såkaldte udfordringsret, som regeringen i samarbejde med KL og Danske Regioner har indført, som Solrød Kommune benytter til at søge om tilladelse til den private p-vagtordning. Med udfordringsretten har alle offentligt ansatte og private leverandører mulighed for at komme med ændringsforslag til uhensigtsmæssige statslige og lokale regler og søge om at fravige reglerne for selv at vise, at arbejdet kan indrettes på en smartere måde.