NyhederNyheder

Innovationshold imponerede dommerpanel med kampagner om affald

Innovationsholdet på Solrød Gymnasium præsenterede spændende projekter om sortering af affald, som Solrød Kommune nu vil arbejde videre med.

Fredag morgen præsenterede innovationsholdet på Solrød Gymnasium spændende projekter, som de har arbejdet på de seneste par måneder. Eleverne havde fået til opgave at udvikle tiltag, der skal engagere unge på deres egen alder i affaldssortering og forstå vigtigheden af det.

I starten af skoleåret indgik Solrød Kommune og Solrød Gymnasium et samarbejde mellem affaldsteamet i Teknik og Miljø og innovationsholdet om den nye affaldsordning, som går i gang den 1. marts 2020. En af de udfordringer, som Solrød Kommune har, er at få kommunikeret til den yngre del af befolkningen, at det nytter at sortere affald.

Derfor indgik Solrød Kommune et samarbejde med innovationsholdet for at finde den bedste løsning, fordi de unge bedst selv forstå, hvad de og andre unge vil finde interessant og brugbart. En del af innovationsfaget på Solrød Gymnasium er at arbejde med konkrete projekter med virksomheder, og i dette tilfælde har det være Solrød Kommune.

Eleverne har fået en introduktion af affaldsteamet til affald set fra kommunens perspektiv, talt om hvordan man sorterer og hvorfor samt besøgt Solrød Biogas og et omlasteanlæg, så de med egne øjne kan se, hvor affaldet havner, hvordan det behandles, og hvad det kan blive til. Nu var det tid til at præsentere de sidste par måneders arbejde. 

Præsentationerne blev bedømt af et dommerpanel bestående af borgmester Niels Hörup, rektor Bjarne Thams og teknisk chef i Solrød Kommune Jens Bach. Dommerpanelet skulle ikke vælge en vinder, men vurdere produkterne og give feedback på de spændende projekter.

En gruppe elever havde udarbejdet en Instagram-konto, som skal give de unge indblik i, hvordan de skal sortere bl.a. gennem quiz i de såkaldte ’stories’ og billedopslag om de forskellige typer af affald. Tanken bag er, at de unge skal blive oplyst uden at føle, at det bliver presset ned over dem.

En anden gruppe havde udviklet en prototype på en app under navnet ’Fuld Skrald På!”. App’en skal hjælpe brugerne til at finde den rette skraldespand til affaldet. Hvis man er usikker på, hvor æbleskroget skal hen, kan man slå op i app’en og finde svaret på kort tid.

En tredje gruppe havde produceret flyvers, brochurer og plakater med udgangspunkt i deres oplevelser fra Solrød Biogas og nogle af de ting, som gruppen selv havde lært om sortering undervejs i forløbet. De informerede om, hvordan man sorterer rigtigt, og hvad det nytter at sortere. Produkterne indeholder også QR-koder, som linker brugeren ind på Solrød Kommunes hjemmeside og Solrød Biogas’ hjemmeside, hvor man kan læse mere.

Da eleverne var færdige med deres præsentationer, var der ingen tvivl om, at de havde gjort et stort indtryk på dommerpanelet, som stillede uddybende spørgsmål og sendte ros afsted til eleverne.

”I har trykket på nogle knapper, der er vanvittig interessante. Det er helt tydeligt for mig, at I har ramt noget, der har værdi,” sagde borgmester Niels Hörup, hvorefter rektor på Solrød Gymnasium fortsatte:

”Jeg er dybt imponeret over jeres præsentationer. Jeg synes, jeres slogan ’Fuld Skrald På’ er fedt. Det er der ikke nogen reklamefolk, der kunne have gjort bedre,” sagde rektor Bjarne Thams.

Solrød Kommune vil nu i samarbejde med eleverne arbejde videre med de tiltag, som eleverne har udarbejdet. Det er planen, at projekterne skal indgå i kommunens samlede kommunikationsindsats om den nye affaldssortering, der træder i kraft den 1. marts 2020.