NyhederNyheder

Lundgaard brænder for lærlingene

Solrødvirksomheden Lundgaard Tømrer- & Snedkerfirma ApS inviterede borgmester Niels Hörup inden for til et kig på virksomheden, der har fokus på lærlinge og nærhed.

Flere end en tredjedel af de ansatte hos virksomheden Lundgaard Tømrer- & Snedkerfirma ApS, der har værksted i Karlslunde, er lærlinge. Hos det kvalitetsbevidste håndværkerfirma, der i alt beskæftiger 13 ansatte, hvoraf fire er lærlinge og en er voksenlærling, går man nemlig meget op i at være med til at uddanne næste generation af tømrere og snedkere.

”Jeg synes, at vi som virksomhed har et ansvar for at være med til at uddanne både unge og voksne indenfor vores fag, det er et område, jeg virkelig brænder for. Derfor synes jeg også, at det kunne være interessant at være en del af et samarbejde omkring det at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse,” siger Jens Lundgaard.

Frugtbart forløb hos Væksthus Sjælland

Han fortæller, at virksomheden tit må sige nej tak til ordre, fordi han ikke har bemandingen til de helt store opgaver, og at det er en helt bevidst handling. Jens Lundgaard har nemlig fokus på nærhed og har lige nu ikke lyst til at være flere ansatte. Han driver også egenhændigt virksomheden uden en bestyrelse.

Derfor har han også haft rigtig god glæde af et vækstforløb hos Væksthus Sjælland, som bl.a. har styrket den lokale håndværksmesters virksomhedsstrategi og salgsstrategi.

”Det var en fornøjelse at se og høre om, hvordan Jens Lundgaard driver sin virksomhed, og jeg er glad for, at vi i Solrød Kommune via Væksthus Sjælland har været med til at understøtte en af de lokale virksomheders vækst. Samtidig tager jeg hatten af for Jens Lundgaards vilje til at tage lærlinge under sine vinger, og jeg hilser hans lyst til at være en del af et lærlingesamarbejde meget velkomment,” siger borgmester Niels Hörup.

Lundgaard Tømrer- & Snedkerfirma er desuden også socialt ansvarlige i forhold til det lokale foreningsliv, som virksomheden er kendt for at støtte bl.a. via medlemskab af Team Solrød og også i form af direkte støtte til fx Solrød Strand Badmintonklub.