Kontorelev
Synes du det lyder spændende at lære om lovgivning, sagsbehandling og administration? Ikke mindst økonomi i en offentlig sektor, som ikke er ligesom at have matematik i skolen, men meget mere spændende og hvor tallene lige pludselig giver mening.
Vores elever kommer som hovedregel ikke i vores økonomiafdeling, men der er massere af økonomi ude i afdelingerne.
Solrød Kommune er et sted som altid er i forandring, og hvor der stilles store krav.
Solrød Kommune ansætter ca. 2 kontorelever årligt. Lige nu har vi 4 elever i gang, og forventer at ansætte 2 nye til september 2021.
Næste ansættelsesrunde forventes i marts/april 2021.
Du har ikke nødvendigvis direkte borgerkontakt, men som elev kan du også komme i en afdeling hvor hovedparten af kundekontakten er ens kollegaer rundt om i kommunen.
Uddannelsen varer som udgangspunkt 2 år. Med mindre du er over 25 år og har merit, kan uddannelsen blive forkortet. Det vil derfor være en fordel hvis du inden du søger en elevstilling får udarbejdet en realkompetencevurdering (RKV) på din nærmeste handelsskole.
Din tid som elev i SolrødÅbn/luk punkt
Elevfrokost:
Vores kontorelever spiser frokost sammen et par gange om måneden for at styrke sammenholdet. På den måde har 1. års eleverne mulighed for at spørge ind til fagprøve, studietur og andre både faglige og private ting.
Elevdag:
En gang om året kommer vores elever også på en elevdag sammen med elevkoordinatoren, hvor dagen byder på forskellige temaer.
I hverdagen:
Vores elever bliver en del af det daglige team, og får både sidemandsoplæring samt egne ansvarsområder. Har man mange års erfaring på arbejdsmarked, er det vigtigt at man har gjort sig tanker om arbejdet som elev, som kan have en anden arbejdsgang end man måske er vant til.
Bøger:
Vi bestiller, og betaler dine bøger til uddannelsen.
Studietur:
Vi betaler studieturen, og giver samtidig tilskud til maden på turen, men lommepengene betaler du selv.
Hvilken forskel kan du gøre?
Som Kommune skal Solrød leve op til forskellige krav og følge den gældende lovgivning. Du kan derfor kun gøre en forskel indenfor for de rammer som er sat. Men du kan altid være med til at yde en god service og på den måde gøre en forskel i hverdagen.
UddannelsesstartÅbn/luk punkt
Ansættelse:
Vi ansætter som hovedregel elever til 1. september, og slår stillingerne op i foråret. Men der kan være situationer som gør at vi er nødt til at gøre det anderledes.
Lige nu har vi 4 elever, og forventer at ansætte 2 nye til september 2021.
Næste ansættelsesprocessen forventes at forløbe i marts/april 2021.
Da vi skal slå stillingerne op, for at kunne ansætte, er det vigtigt at du søger når vi har opslag på vores hjemmeside, og søger via linket der.
Adgangskrav:
Du skal have gennemført en af følgende uddannelser:
- EUX Business (kontor)
- HHX
- HF , HTX, STK inkl. grundforløb
- HG2 med kvalifikation til offentlig administration opnået før 1. august 2015
Hvis du er over 25 år, skal du kontakte en handelsskole med henblik på at få lavet en realkompetencevurdering (RKV). Realkompetencevurderingen skal vedhæftes ansøgningen.
Er du i tvivl, henviser vi til, at du kontakter din lokale handelsskole.
SkoleÅbn/luk punkt
Vores nuværende elever går på Niels Brock i København, hvor vores kommende elever også skal gå, du skal derfor overveje om det er en skole for dig, inden du søger en af vores stillinger.
Der er i alt 14 ugers skoleperioder. Derudover er der en skriveperiode på 1 uge, hvor eleven skal skrive fagprøve, og herefter til eksamen.
Den ene uge i skoleperioden kommer eleverne på studietur, hvor turen går til Bruxelles for at lære om EU.
ArbejdstidÅbn/luk punkt
• 37 timer pr. uge
• Betalt frokost
• Flekstid
Arbejdstiden er forskellig fra afdeling til afdeling. På Rådhuset hvor mange af elevpladser er, vil arbejdstiden typisk være fra kl. 8:00 til 15:30 mandag til onsdag. Torsdag fra kl. 8:00 til 17:00 (kl. 18:00 i BorgerService) og fredag kl. 8:00 til 13:30.
På skolerne følger arbejdstiden skolens sekretariat, og flekstiden er begrænset. Når du er elev på en af vores skoler, kan du komme til at arbejde mere end 37 timer om ugen, men får i stedet fri i alle skolen ferier.
LønÅbn/luk punkt
Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst.
Løn pr. 1. oktober 2020:
1. års elev under 25 år: |
14.461 kr. |
Voksenløn over 25 år: | 21.549 kr. |
Læs mere om ferieregler som kontorelev på HK's hjemmeside
Der er nye ferieregler fra 2020
Gode egenskaber som kontorelevÅbn/luk punkt
- Omstillingsparat og fleksibel
- Serviceminded og positiv
- Gode formuleringsevner både skriftligt og mundligt
- Interesse for det offentlige arbejde i Solrød Kommune
- Flair for IT
- Selvstændig, kvalitetsbevidst og engageret
- Parat til at modtaget sidemandsoplæring.
Kontorelev februar 2021Åbn/luk punkt
Vores nye elev som starter 1. februar 2021, skal starte på en af vores folkeskoler, Uglegårdsskolen og herefter i vores Teknik og Miljø afdeling.
Du kan her læse mere afdelingerne her:
Uglegårdsskolen:
På Uglegårdsskolen er hverdagen og opgaverne forskellige fra dag til dag. Det er ikke for sjov, at vi kaldes ”hovedbanegården” og den gamle myte om, at skolesekretærer blot sætter plastrer på knæ, er absolut ikke sand. Hverdagen på en folkeskole er spændende og byder på både rutineprægede opgaver og div. ad hoc opgaver. Det er derfor vigtigt, at du trives med mange bolde i luften og kan holde hovedet koldt og håndtere opgaver og udfordringer i hverdagen med et smil på læben. Vi søger en kontorelev som er udadvendt og trives i kontakt med mange mennesker, særligt de søde børn som besøger vores kontor i dagligdagen. Som kontorelev på Uglegårdsskolen kommer du til at løse både praktiske og administrative opgaver. Hos os fokuserer vi på muligheder frem for begrænsninger.
Teknik og Miljø:
Du er sikkert ikke klar over det, men Teknik og Miljø sørger for at Solrød Kommune fungerer…
Afdelingen sikrer drift og udvikling af byen til gavn for borgerne, erhvervslivet og andre brugere af byen.
Vi sørger for at holde Solrød grøn og klimavenlig, ved bl.a.at holde styr på, hvor der må bygges og renoveres, at affald hentes til tiden og veje, stier og grønne områder vedligeholdes.
Som kontorelev i Teknik og Miljø bliver du en del af en stor levende afdeling med et højt energiniveau og gode og hjælpsomme kollegaer. Du får lov til at prøve kræfter med mange forskellige opgaver, både egne faste opgaver og div. ad hoc opgaver, derfor er to dage aldrig ens, og tiden flyver afsted. Du kommer til at sidde i Teknisk Sekretariat, som er reception for afdelingen. Så kan du lide at have travlt, og har du lyst til at lære en masse, så kan du glæde dig til at blive elev i Teknik og Miljø.
Eksempler på arbejdsopgaver i Solrød Kommune:
Som elev i Solrød Kommune får du opgaver som alle andre administrative medarbejdere i kommunen. Der findes ikke opgaver, som kun er elevopgaver, og nogle opgaver er mere spændende end andre. Vi bruger alle opvaskemaskinen, så alle er også med til at tømme den både elever og ansatte.
Hvis du bliver elev på en af vores skoler, skal du hjælpe med fx:
- Skrive Facebook-opslag.
- Praktisk ting som at hjælpe til på skolebiblioteket eller i skoleboden.
- Som noget nyt i forbindelse med COVID19, kan en opgave som at spritte af også blive en af dine opgaver.
- Journalisere/gemme mails og dokumenter.
- Registrere fravær på medarbejderne i vores fraværssystem, RBI, fx ferie og sygdom.
I kommunerne er økonomi en vigtig opgave, og en opgave vores elever kommer igennem. Der er mange regninger, som skal betales, og budgetter, som skal overholdes. Alt skal dokumenteres, og i Solrød Kommune har vi godt styr på økonomien.
Når du arbejder i en kommune, er der særligt fokus på GDPR. Vi skal passe på borgernes oplysninger, og samtidig skal vi gemme alt, hvad kan have betydning for en sag. Derfor journaliserer/gemmer vi vores dokumenter i et system, som hedder SBSYS. Her har vi alt fra personalesager til byggesager, sager omkring sygdom og refusion, og sager om dem, som får hjælp fra kommunen.
Det er heller ikke helt forkert, at vi holder mange møder i kommunerne. Til møderne skal der ofte skrives referater, og kommer der gæster ude fra, byder vi også gerne på en kop kaffe, som vi selv dækker op til.
Det er bare nogle af alle de spændende opgaver, som venter vores elever. Det er ikke alle vores elever, der har direkte kontakt med borgere, men så kan det være de servicere andre medarbejdere i kommunen, eller vores samarbejdspartnere.