Vand og naturVand og natur

Heste i Trylleskoven

Heste hjælper med naturplejen i Trylleskoven

Trylleskoven er et af Solrød Kommunes største sammenhængende naturområder. Området rummer så forskellige naturtyper som skov, hede, overdrev, kær og strand. Hele området er fredet og størstedelen er beskyttet natur.

I Trylleskoven har naturen fået hjælp af fire heste. På den sydlige fold græsser to shetlandsponyer og på den nordlige fold går to exmooreponyer. Det er begge racer, der kan klare sig ude hele året – også selvom det bliver rigtig koldt. 

Hestene er med til at styrke områdets biodiversitet, fordi de med deres adfærd skaber en mere mangfoldig og varieret natur med flere blomster, insekter og fugle. Heste og kvæg græsser forskelligt. Heste bider græsset af tæt på jordoverfladen, mens kreaturer rykker græsset af med tungen højere oppe, længere væk fra jorden. Heste er også meget selektive i deres græsning og skåner bl.a. orkideer.

Ponyerne taber sig, når det bliver koldt. Det er der intet problem i. En pony/hest må gerne tabe sig, så man kan ane deres ribben. 

Solrød Kommune har folk ude og se til hestene hver dag. De tjekker om hestene har vand og om hestene har det godt. Hvis hestene har brug for ekstra føde, udover det de kan finde, så vil der blive suppleret med foder. Det er endnu ikke aktuelt.

Ud over det daglige tilsyn er der tilknyttet en dyrelæge. Dyrelægen tilser hestene ved behov og minimum en gang om året.

På begge folde er der adgang vand og læ med tørt leje. 

Det er strengt forbudt at fodre hestene!!

Heste, der er vokset op i naturen, kan blive syge af fodring. Fodringen kan også få hestene til at ændre adfærd og blive opsøgende. Opsøgende heste kan komme til at nappe og skubbe, hvilket kan være ubehageligt, ikke mindst hvis der er tale om børn. 

Siden er sidst ændret: 24-04-2024 Til top