Småbørn
De fleste af sundhedsplejens tilbud er til dig, der har mindre børn.
Du får det første besøg af en sundhedsplejerske få dage efter, du har født, og i din barsel har Solrød Kommune flere tilbud, du kan benytte dig af.
Hjemmebesøg af sundhedsplejerske
Når du har født, modtager sundhedsplejen en fødselsanmeldelse fra hospitalet, hvor du har født. Sundhedsplejen vil så kontakte dig og aftale en tid for et besøg.
Sundhedsplejen tilbyder et barselsbesøg til dig, som bliver udskrevet inden for 72 timer efter fødslen både på hverdage og lørdage. Du bliver ringet op for aftale om besøg to-tre dage efter fødslen.
Sundhedsplejersken tilstræber at komme på besøg inden for de første 7 dage efter udskrivelsen fra hospitalet. Dette besøg kaldes etableringsbesøget. Besøget tager ca. 1 til 1½ time, og sundhedsplejersken undersøger og vejer jeres barn samt taler med dig om, hvordan de første dage er gået.
Det kan f. eks være om:
- Hvordan gik fødslen?
- Hvordan er det at komme hjem?
- Reaktioner hos større søskende?
- Spædbarnets spise-, søvn-, og kontaktmønstre
- Amning
- Vuggedød
- Kroppens reaktion efter fødslen
- D-vitamin
- Transport af børn
MødregruppeÅbn/luk punkt
Efter fødslen vil sundhedsplejersken invitere dig til at være med i en mødregruppe.
I en mødregruppe har du mulighed for at træffe andre mødre på barsel fra dit lokalområde, som du kan dele erfaringer med.
- Mødregruppen vil så vidt muligt være sat sammen af børn, der er født på nogenlunde samme tidspunkt
- Alle i mødregruppen bor i lokalområdet
- Sundhedsplejersken tilbyder at deltage to gange
- Der er mulighed for, at tandplejen kan deltage efter ønske fra mødrene.
Sundhedsplejerskens øvrige besøgÅbn/luk punkt
Sundhedsplejersken kommer på besøg ca. seks gange i barnets første leveår.
Ved disse besøg kan sundhedsplejersken vejlede om f.eks.:
- Amning og trivsel
- Overgangskost
- Sproglig og motorisk udvikling
- Leg og stimulation af barnet
- Børnesikring af hjemmet
- Familiens trivsel og det at blive forældre
- Orientering om vaccinationer og helbredsundersøgelser
Sundhedsplejerskens besøg omkring 2 månedersalderen
Ved besøget tilbydes begge forældre en screening for efterfødselsreaktion.
ADBB vurdering i 5 månedersbesøget
Metoden ADBB står for Alarm Distress BaBy scale.
Små børns sociale og følelsesmæssige sundhed er kendetegnet ved evnen til at danne nære og trygge relationer, til at opleve, regulere og udtrykke følelser og til at udforske sine omgivelser og lære nyt.
Sundhedsplejersken ser på barnets samspil med forældrene og på hvordan barnet søger kontakt med en fremmed.
9-10 måneders besøg med PUF vurdering
Psykisk Udviklingog Funktion er en ny og forbedret metode til at undersøge barnets udvikling og funktion ved 9-10 måneder.
Metoden hjælper sundhedsplejerske og jer forældre til at understøtte barnets udvikling og har til formål at optimere barnets psykiske trivsel og sociale funktion på kort og lang sigt.
PUF-programmet forbedrer således barnets muligheder for at få et godt udbytte af de pædagogiske tilbud i daginstitution og skole.
Marte Meo i SundhedsplejenÅbn/luk punkt
Marte Meo er en videobaseret vejledningsmetode. Det er en meget konkret og løsningsorienteret metode, hvor vejledningen/rådgivningen tager udgangspunkt i de ressourcer, der i forvejen er til stede hos jer og jeres barn.
Marte Meo kan bruges i forskellige sammenhænge i sundhedsplejen f.eks.
- efter et kompliceret fødselsforløb
- til præmature børn
- til tvillinger
- til adoptivbørn
- til urolige børn, der har svært ved at sove og/eller græder meget
- til børn med spiseproblemer, hvor man som forældre har brug for hjælp
- i forbindelse med opdragelse m.m., hvor man synes, at "man har prøvet alt", og hvor det ikke er blevet bedre.
Kunne I tænke jer, at det skal være anderledes, så kan Marte Meo måske være noget for jer. Ønsker I mere information, kan I kontakte jeres sundhedsplejerske.
Marte Meo betyder "ved egen kraft".
Marte Meo-metoden er en videobaseret metode, der bygger på principperne for udviklingsstøttende kommunikation.
Marte Meo forløb
Det foregår på den måde, at Marte Meo-terapeuten/sundhedsplejersken optager et videoklip i ca. fem minutter af en hverdagssituation, som ikke nødvendigvis er fra den situation, I ønsker at få hjælp til. Derefter udvælger Marte Meo-terapeuten klip, der viser muligheder for, hvordan I som forældre kan løse jeres problemer.
Ud fra dette får I konkrete arbejdspunkter, som I kan arbejde med til næste gang, terapeuten kommer på besøg og optager et nyt klip. Et forløb består ofte af 3-5 optagelser. Her kan du læse mere om Marte Meo.