Solrød Byvej skal opgraves de næste måneder for fjernvarmearbejder

Fjernvarmen opgraver i det vestgående spor i fire etaper fra Lerbækvej til Huginsvej.

I forbindelse med fjernvarmeudrulningen i Solrød, så er et større gravearbejde nu kommet til Solrød Byvej, som etapevis skal opgraves i det nordlige spor for fjernvarmeforsyning af kommunens nord-østlige bydele fra fjernvarmeværket på Lerbækvej.

Første etape starter med opgravning i midterrabat i krydset m/ Karsemosevej/Lerbækvej. Herfra skal der rørtilsluttes frem til Tåstrupvej – og de efterfølgende graveetaper mod øst, skal sikre fjernvarmeledningen frem til Huginsvej. Den forventede etapeopdeling ses af skitsen, hvor den forventede tidsplan er angivet kvartalsvis. Denne etape giver ikke egentlige spærringer af Solrød Byvej, men trafikal indsnævring, da svingbaner inddrages til vejarbejdet.

De senere etaper øst for Tåstrupvej

Den vestgående vejbane på Solrød Byvej forventes i de senere etaper at blive afspærret periodevis, hvilket på skift vil påvirke færdsel til og fra sidevejene: Strandgårds Alle, Tværvej, og Huginsvej. Som trafikant til og fra disse veje, skal man derfor holde øje med skiltning og anvisninger på stedet fra dag til dag, evt. vælge andre veje ind i de tilknyttede boligområder – og så i øvrigt forvente lidt længere transporttid mens opgravningerne står på.  

Generelt

Udrulning af fjernvarme er politisk besluttet ud fra ønsker fra kommunens borgere og den grøn omstilling. Fjernvarmens entreprenør har sammen med vejmyndigheden stræbt imod at skabe færrest mulige gener i arbejdets udførelse. Gener kan dog ikke helt undgås i forbindelse med gravearbejderne, hvilket vi håber på forståelse for.

Spørgsmål/svar om fjernvarmeudrulningen i Solrød Kommune kan findes på Solrød Fjernvarmes hjemmeside: sfv-amba.dk

Venlig hilsen

Center for By og Bæredygtighed