Løb aldrig tør for nøgler med NemID nøgleapp

Digitaliseringsstyrelsen og KL anbefaler, at du installerer NemID nøgleapp, særligt hvis du har få nøgler tilbage på nøglekortet.

En række servicefunktioner i Danmark er påvirket af udbruddet af coronavirus, heriblandt betjeningen på landets borgerservicecentre. Det kan få betydning for dig, som har brug for at få udstedt et nyt NemID nøglekort på borgerservice, fordi nøglerne på nøglekortet er ved at være opbrugt.

Digitaliseringsstyrelsen og KL anbefaler derfor, at du installerer NemID nøgleapp, særligt hvis du har få nøgler tilbage på nøglekortet. Med NemID nøgleapp løber du aldrig tør for nøgler. NemID nøgleapp er et gratis, digitalt supplement til nøglekortet, og den kan bruges til at logge ind med alle de steder, hvor du normalt bruger
NemID nøglekortet, eksempelvis netbanken, sundhed.dk eller borger.dk.

For at kunne aktivere NemID nøgleapp skal du benytte dit aktive NemID. Derfor anbefales det også, at borgere, der gerne vil bruge appen, er opmærksomme på, at der skal være flere koder tilbage på nøglekortet, for at man kan aktivere appen på sin telefon. Når man har installeret NemID nøgleapp, bør man gemme sit nøglekort
et sikkert sted, da det skal bruges, hvis man fx får ny telefon.

Læs mere om nøgleappen og download den her.