Information om coronavirusInformation om coronavirus

Brev til borgere

Borgmester Niels Hörup har på vegne Solrød Byråd sendt et e-Boksbrev til alle borgere i Solrød Kommune.

Nedenstående brev er sendt via e-Boks til borgere i Solrød Kommune den 17. marts. 

Kære borgere i Solrød Kommune

Vi har nu for alvor påbegyndt den kommunale nedlukningsperiode, der skal være med til at begrænse smitte med coronavirus (COVID-19).

Det er aldrig sket før i vores tid, at kommunerne og Danmark på den måde er lukket ned. Situationen er ny og ukendt, men ved fælles hjælp vil vi stå bedre, når vi kommer ud på den anden side af coronakrisen.

Som situationen er nu, er store dele af Solrød Kommune lukket ned. Rådhuset er fx lukket for personlig betjening, vores kultur- og fritidsfaciliteter er lukket ned, og vores dagtilbud og skoler kører med nødpasning for de 0-9 årige børn, hvor forældrene ikke har andre muligheder for pasning.

Du kan dog fortsat kontakte Solrød Kommune, som du plejer, på vores hovednummer tlf. 56 18 20 00 i kommunens åbningstid. Du kan også se en liste over nødnumre og kontaktinformationer på www.solrod.dk/corona.

Jeg vil gerne understrege, at vi her i Solrød Kommune er kommet rigtig godt i gang med at tilpasse os den nye situation. Selvom rigtig meget er anderledes, er vi godt forberedt på alle områder.

Det er kun alt det, der i en periode kan undværes, der er lukket ned for. Vi tager naturligvis fortsat hånd om vores svage og ældre borgere, og vi har nødberedskab på alle vigtige områder. Når det er sagt, så udvikler situationen sig time for time, og det kan blive nødvendigt at prioritere yderligere.

Vores sundhedsberedskab er hele tiden opdateret med både de statslige myndigheders anbefalinger og med vores lokale, aktuelle situation. Samtidig oplever jeg, at medarbejdere på tværs af hele organisationen er fuldstændig klar til at reagere og tilpasse sig de løbende nye anbefalinger. Det gælder ikke mindst for vores sundheds- og ældrepersonale, som både er knivskarpe på de sundhedsmæssige sikkerhedsforanstaltninger, så risikoen for smitte er minimeret, og som også viser en meget stor vilje og lyst til at yde en ekstra indsats for at hjælpe jer borgere. Der er ingen tvivl om, at vores dygtige medarbejdere både har hjertet på det rette sted og viljen til at gøre en forskel.

Kort sagt, så passer vi både godt på jer borgere og på os selv – vi passer på hinanden.

Det vil jeg også bede alle jer om at gøre.

Hold ekstra afstand til andre, hvis I vælger at gå udenfor, undgå at forsamles, og hjælp vores unge mennesker med at forstå alvoren i vores situation. Vi skal sammen passe på vores svage og ældre medmennesker, og vi skal sammen sørge for, at vores samfund hurtigst muligt igen normaliseres.

Tak til dig, der allerede tager hensyn og følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Også en stor tak til alle jer, der gør en ekstra indsats i dagligdagen, hvad enten det er at handle for jeres ældre nabo, passe jeres ældre slægtninge eller holde jeres børn hjemme fra dagtilbuddene.

Situationen ændrer sig hele tiden, og vi holder os konstant orienteret om de nyeste anbefalinger og justerer efter dem så hurtigt som muligt.

Du kan holde dig orienteret om myndighedernes nyeste anbefalinger på www.coronasmitte.dk og om den aktuelle situation her i Solrød Kommune på www.solrod.dk/corona. Alle akutte spørgsmål vedrørende coronasmitte kan du stille til den fælles myndighedshotline på tlf. 70 20 02 33.

Lad os sammen passe på os selv og hinanden.

På vegne af Solrød Byråd.

De bedste hilsner

Niels Hörup

Borgmester

 

Siden er sidst ændret: 23-03-2020 Til top