Et sted at mødes. Nogen at gå en tur med. Eller en aktivitet, der giver nye bekendtskaber og noget at glæde sig til. Fællesskaber kan gøre en stor forskel i hverdagen, og nu er der mulighed for at søge støtte til aktiviteter, der samler seniorer i Solrød Kommune.
Det sker via en engangspulje på 100.000 kr., der skal støtte aktiviteter, der fremmer livskvalitet og sundhed og modvirker ensomhed blandt borgere over 60 år.
”Det kan betyde meget at have et fællesskab, hvor man føler sig velkommen, og nogen at dele oplevelser med. Med puljen vil vi give en hånd til de lokale kræfter, der skaber muligheder for, at flere seniorer kan mødes og være aktive sammen,” siger Morten Scheelsbeck, formand for Senior-, kultur- og fritidsudvalget.
Både nye idéer og eksisterende aktiviteter kan få støtte
Puljen kan søges af alle typer foreninger og organisationer, netværk, grupper og boligforeninger, der har aktiviteter for borgere over 60 år i Solrød Kommune, og der er mulighed for at søge støtte til både nye projekter og eksisterende aktiviteter.
Tilskuddet skal bruges i 2026 eller 2027. Puljen er finansieret af provenuet fra salget af Solrød Biogas og er en del af det tillæg til budgetaftalen for 2026-2027, som Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, HavdrupListen, VoresSolrød, Venstre og Danmarksdemokraterne står bag.
