En gåtur langs bækken, en madpakke med udsigt over mose og skovbryn eller bare en tur ud for at se, hvordan naturen forandrer sig gennem året. Det skal der blive plads til i det nye naturområde ved Solrød Bæk, som Solrød Byråd netop har godkendt skitseprojektet for.
Planen viser, hvordan det cirka 140 hektar store område skal indrettes, og hvordan regnvand fra Havdrup og de omkringliggende arealer skal holdes tilbage.
”Med Tykmose Fælled kommer vi tættere på at opfylde flere ønsker fra helhedsplanen for Havdrup som fx bedre forbindelser mellem byen og naturen og grønne områder, der både giver plads til oplevelser og hjælper med at håndtere regnvand. Borgerne får nye muligheder for at gå på opdagelse i naturen tæt på deres hverdag, og samtidig beskytter vi drikkevandet. Det er dejligt, at vi nu kan se, hvordan det hele skal tage form. Det er et projekt, der kommer til at gøre en forskel på flere måder,” siger Bo C. Christiansen, formand for Natur-, trafik- og planudvalget.
I dag er store dele af området dyrkede marker. Ifølge planen skal den tidligere Tykmose genskabes, der skal plantes skov og skabes nye levesteder for dyr og planter. Stier, et madpakkehus og udsigtspunkter skal give borgerne mulighed for at bruge og opleve området.
Klimasikring, rent drikkevand og mere natur
Området skal samtidig fungere som klimasikring ved, at Tykmosen og nye bassiner tilsammen skal kunne holde cirka 63.000 kubikmeter vand tilbage. Det skal mindske risikoen for oversvømmelser i Havdrup og samtidig reducere risikoen for, at Solrød Bæk går over sine bredder længere nede i Solrød Landsby og Solrød Strand. Der skal flere tiltag til for at klimatilpasse Solrød Strand, men Tykmose Fælled-projektet kan være med til at gøre en forskel, når der i nogle situationer kommer meget vand fra Havdrup-området.
Når marker bliver til natur og sprøjtefrie arealer, er det også med til at beskytte drikkevandet ved Havdrup Kildeplads. Samtidig skal projektet forbedre vandmiljøet i Solrød Bæk.
”De lokale lodsejere har været med helt fra starten af, og uden dem var projektet aldrig blevet en realitet. Borgerne har også været med til at forme projektet bl.a. med ønsker til stier og steder, hvor man kan nyde naturen. Et godt samarbejde mellem lodsejere, HOFOR, KLAR Forsyning, Naturstyrelsen, borgere og kommunen er en vigtig grund til, at vi nu står med en så god samlet plan,” siger Bo C. Christiansen.
Med byrådets godkendelse kan arbejdet med de nødvendige tilladelser og den mere detaljerede planlægning gå i gang. Der kan stadig komme mindre ændringer undervejs. Første spadestik forventes i 2027.
