Strømsvigt, cyberangreb, stormflod og ekstremt vejr.
Verden forandrer sig hurtigt i disse år, og nye udfordringer stiller større krav til både kommunen og borgerne. Derfor inviterer Solrød Kommune til stort beredskabstopmøde, hvor borgerne kan møde eksperter, beredskabsaktører og frivillige og få konkret viden om, hvordan vi sammen står stærkere i kriser.
Beredskabstopmødet bliver afholdt lørdag den 19. september 2026 kl. 10-14 på Solrød Plads mellem Solrød Rådhus og Solrød Center.
”De fleste af os tænker nok ikke over beredskab i hverdagen. Men hvad gør man egentlig, hvis strømmen forsvinder, telefonnettet er nede, eller store regnmængder oversvømmer veje og kældre? Med topmødet vil vi gerne gøre beredskab mere konkret og inviterer borgerne til en fælles dialog om, hvordan vi hjælper hinanden bedst muligt, hvis der opstår kriser eller uforudsete situationer,” siger borgmester Emil Blücher.
Programmet kommer bl.a. til at byde på oplæg om det ændrede risikobillede, borgernes rolle i det danske totalberedskab og aktuelle trusler som klimaforandringer og digitale angreb.
Borgerne kan også opleve paneldebat, møde forskere og beredskabsfolk og besøge en række informationsstande med fokus på bl.a. hjemmeberedskab, kystsikring og lokal beredskabsplanlægning. Der vil samtidig være fokus på, hvordan lokale fællesskaber, grundejerforeninger og nabonetværk kan spille en vigtig rolle i krisesituationer, og hvordan de lokale ressourcer kan bringes i spil, hvis behovet opstår.
”Vi vil gerne gøre beredskab til noget, vi taler om sammen – ikke først når krisen opstår. Topmødet skal give borgerne både viden, inspiration og konkrete redskaber til, hvordan man kan forberede sig og hjælpe hinanden,” siger Emil Blücher.
Til topmødet bliver der bl.a. mulighed for at møde Solrød Frivillige Beredskab, brandvæsnet, Beredskabsforbundet og kommunens egne medarbejdere, som arbejder med beredskab og kystsikring.
