Demens rammer også midt i livet: Heidi og Dan efterlyser netværk til yngre demensramte

05-05-2026

Da Heidi Stenbæk som 51-årig fik en demensdiagnose, blev familiens hverdag vendt på hovedet. I anledning af Demensugen sætter Solrød Kommune fokus på, at sygdommen også kan ramme midt i livet.

Da Heidi Stenbæk som 51-årig fik en demensdiagnose, blev familiens hverdag vendt på hovedet. I anledning af Demensugen sætter Solrød Kommune fokus på, at sygdommen også kan ramme midt i livet. 

”Da jeg fik diagnosen, tænkte jeg bare: Hvorfor lige mig? Og hvorfor lige os?”

Sådan fortæller Heidi Stenbæk fra Solrød. Heidi på 53 år og hendes mand, Dan Stenbæk på 55 år, lever et helt almindeligt familieliv med to voksne børn.  For to år siden bliver Heidi sygemeldt fra sit arbejde med mistanke om stress. Efter flere undersøgelser hos lægen stod det klart, at hun havde fået demens.

”Da vi begyndte at gå til undersøgelserne, kunne vi godt se, hvilken vej det bar hen, fortæller Heidi.

Heidi har godt kendskab til demensområdet som tidligere leder på et plejehjem og uddannet social- og sundhedsassistent. Alligevel er det naturligvis noget helt andet, når sygdommen pludselig rammer ens eget liv.

 

Åbenhed i hverdagen og fællesskab

Trods de store forandringer forsøger familien og vennerne at bevare et positivt blik på livet. Fx bruger de ofte vendingen: 

”Det er jo bare sådan, det er. Det er bare en Heidi 2.0.”

Tidligt i forløbet besluttede parret at være åbne om sygdommen. Det har været en vigtig måde at håndtere hverdagen på, som også er deres bedste råd til folk, der skulle stå i en lignende situation.

”Åbenhed og ærlighed gør det bare meget nemmere,” fortæller Heidi og Dan.

Noget af det, der har gjort størst indtryk på parret, er den store opbakning fra både venner, familie og frivillige.

Samtidig spiller lokale tilbud en vigtig rolle i hverdagen. Heidi deltager blandt andet i busture, demenskor og fællesspisning, som Solrød Kommune og Alzheimerforeningen tilbyder.

 

Netværk gør forskel

For Heidi fylder én tanke særligt: Hun er stadig ung. Demens forbindes ofte med ældre, men også yngre kan blive ramt.

Derfor håber Heidi og Dan at komme i kontakt med andre jævnaldrende i lignende situationer.

Parret ønsker at skabe et netværk, hvor man kan dele erfaringer og støtte hinanden i en hverdag, der har ændret sig.

Hvis du har interesse I at blive en del af netværket, kan du kontakte Sabrina Vang, som er demenskonsulent i Solrød Kommune. Sabrina kan kontaktes på telefon 56182404 eller mail kpsva@solrod.dk.

 

Fakta

I Solrød Kommune findes der flere tilbud til borgere med demens og deres pårørende. Her er fokus på både aktiviteter, støtte og sociale fællesskaber – ofte i samarbejde med Alzheimerforeningen og frivillige. Du kan læse mere om de forskellige tilbud på Solrød Kommunes hjemmeside: www.solrod.dk under ’Service og selvbetjening’ og ’Sundhed og sygdom’ og ’Demens’.

Solrød Kommune har i samarbejde med Alzheimerzforeningen lavet et særskilt program til Demensugen med forskellige aktiviteter. Se programmet her.

Demensugen finder sted hvert år i uge 19. Demensugen sætter fokus på livet med demens og støtte til både borgere og pårørende.

Kontakt

Center for HR, Politik og Digitalisering

Telefon: 56 18 20 00

Email: chpd@solrod.dk

Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, når du skriver til os.

Skriv via Borger.dk (Borger)