Solrød Kommune har de seneste par måneder modtaget flere anmeldelser om rotter end normalt. Kommunens rottebekæmpere har derfor ekstra travlt og er af den grund nødsaget til at lade nogle anmeldelser vente i længere tid end ønsket.
Kommunens rottebekæmpere vurderer, at rotternes forekomst i høj grad skyldes, at mange borgere uhensigtsmæssigt fodrer fugle. Når du fodrer fuglene, fodrer du også ofte rotterne. Rotterne går efter nemt tilgængeligt føde, hvilket ofte falder sammen med fuglefoder. Hjælp os med at mindske rottebestanden i Solrød Kommune ved at fodre fuglene med omtanke, så sørger vi for, at rotterne bliver bekæmpet så effektivt som muligt.
Med nedenstående vejledning kan du med få tiltag gøre fuglefodring mindre attraktivt for rotter.
- Læg ikke foder direkte på jorden, hvor rotterne har nemt ved at tilgå det.
- Hvis du har et fritstående foderbræt, så sørg for at stangen har en glat overflade, så rotterne ikke kan klatre op af det.
- Sørg for, at kanten på foderbrættet er højt, så spild af foder mindskes.
- Placer foderbrættet væk fra buske, hegn og lignende. Rotter kan springe langt.
- Læg kun en mængde foder ud, som fuglene kan nå at spise op samme dag.
- Vær opmærksom på utætheder i foderbrættet.
- Fjern foderrester på jorden jævnligt.
- Opbevar foder i sikrede beholdere.
- Opsæt ikke mejsebolde og lignende i træer og buske, da rotter nemt kan klatre op og nå dem. Lad dem i stedet hænge frit.
Læs også gerne kommunens øvrige råd til forebyggelse af rotter på https://solrod.dk/service-og-selvbetjening/affald-miljoe-drikkevand-og-spildevand/rotter-og-skadedyr
Husk, at du har pligt til at anmelde rotter til kommunen. Følg ovenstående link for at tilgå selvbetjeningssiden for anmeldelser.
