Solrød Kommune sender budgetforslag i høring

31-08-2026

Solrød Kommune har fortsat en fornuftig økonomi, men stigende udgifter betyder, at der fra 2028 er behov for at finde besparelser på lidt over 20 mio. kr. om året. Besparelserne skal være med til at sikre, at kommunen også fremover har råd til både den daglige velfærd og de nødvendige investeringer i bl.a. skoler og kommunens bygninger.

Solrød Kommunes budgetforslag for 2027-2030 viser, at der fortsat er plads i økonomien til at tage godt hånd om borgere i alle aldre og fx skabe gode rammer for idræts- og foreningslivet.

Men kommunen står samtidig over for både stigende udgifter og nødvendige investeringer i bl.a. skoler og kommunens øvrige bygninger. Det betyder, at der er behov for at prioritere kommunens penge nøje, så der også fremover er råd til at investere i de områder, hvor behovet er størst. Det gælder fx flere klasseværelser og arbejdet med at indhente det vedligeholdelsesefterslæb, der har bygget sig op gennem årene.

Solrød Byråd har samtidig en ambition om et årligt overskud på den løbende drift på omkring 100 mio. kr., som netop skal give plads til de nødvendige investeringer i de kommende år.

Den politiske ambition er dog blevet sværere at indfri, fordi udgifterne på en række områder er steget. Det gælder bl.a. specialundervisning og støtte til børn og voksne med særlige behov samt udgifter til dagpenge, førtids- og seniorpension. Også udgifterne til redningsberedskabet er steget.

Derfor lægger budgetforslaget op til besparelser på 21,1 mio. kr. i 2028 og 23 mio. kr. om året fra 2029.

”Det er et bevidst valg, at vi ikke lægger op til besparelser allerede i 2027. Vi vil gerne give os tid til at undersøge mulighederne grundigt og få input fra medarbejdere, brugerbestyrelser og andre berørte, inden vi beslutter, hvor der konkret skal spares. Målet er at finde besparelser, der så vidt muligt rammer kernevelfærden mindst muligt,” siger borgmester Emil Blücher.

Fortsat plads til prioriteringer

Behovet for besparelser fra 2028 betyder ikke, at alt bliver sat på pause. Budgetforslaget lægger op til at fortsætte en række initiativer, der skal sikre tryghed, sundhed og velfærd for borgere i alle aldre.

Fx fortsætter arbejdet med at skabe plads til det stigende antal elever på kommunens folkeskoler og arbejdet med visionsplanen for Solrød Center, der sætter retningen for den fremtidige udvikling af bymidten. Budgetforslaget lægger også op til at fortsætte LIGA-programmet, hvor skoler og dagtilbud arbejder med, at børn med behov for særlig støtte får hjælp tidligere og så vidt muligt kan blive i deres lokale dagtilbud eller skole.

Der er desuden fortsat afsat penge til lokale indsatser, der skal gøre det lettere at rekruttere og fastholde medarbejdere på ældreområdet.

”For at sige det lige ud, så flyder det ikke med mælk og honning. Der er ikke rum i budgettet til store armbevægelser og en masse dyre, nye initiativer. Omvendt har kommunen trods alt stadig en fornuftig økonomi, hvor vi kan tage os godt af borgerne, og kommunekassen er langt fra tom,” siger Emil Blücher og fortsætter:

”Vi har også stadig penge fra salget af biogasanlægget tidligere i år. Men det er en engangsindtægt, som skal bruges på engangsudgifter. Det var også tankegangen, da kommunen tidligere fik indtægter fra salg af jord bl.a. ved Trylleskoven og Havdrup Vest.”

Han fortæller samtidig, at byrådet i de politiske forhandlinger bl.a. kan skrue på anlægsbudgettet, som byrådet har en politisk målsætning om, skal ligge på 80 mio. kr.

”Vi har tradition for et højt anlægsbudget i Solrød Kommune, men det er ikke en naturlov, at det skal være på præcis 80 mio. kr. – det kan være et af de områder, vi skal kigge på, og det er noget af det, jeg glæder mig til at tale med de andre partier om. Vi har en god tradition for brede budgetforlig her i kommunen, og det er bestemt også intentionen i år,” siger borgmesteren.

Hvad sker der nu?

Budgetforslaget for 2027-2030 er nu sendt i høring hos brugerbestyrelser og kommunens MED-udvalg frem til den 9. september 2026. Høringssvarene bliver overleveret til byrådet og indgår i de efterfølgende politiske forhandlinger.

Hvis der er partier eller lister, som ikke bliver en del af budgetaftalen, har de mulighed for at komme med deres egne ændringsforslag frem til den 20. september 2026. Både den budgetaftale, som et flertal af byrådet indgår, og eventuelle ændringsforslag vil kunne læses på www.solrod.dk.

Byrådet andenbehandler og vedtager det endelige budget på byrådsmødet den 5. oktober 2026.

Budgetforslaget for 2027-2030 kan ses på www.solrod.dk/politik/budget

Kontakt

Center for Økonomi og Indkøb

Telefon: 56 18 20 00

Email: oekonomi@solrod.dk

Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, når du skriver til os.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)