Se lokalplanforslaget her Se forslaget til kommuneplantillæg her.
Har du bemærkninger
Har du ændringsforslag eller bemærkninger til planforslagene, kan du sende dem via formularen Giv din mening i den digitale version af lokalplanforslaget og/eller kommuneplantillægget, pr. mail til cbb@solrod.dk eller pr. brev til Solrød Kommune, Center for By og Bæredygtighed, Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand.
Dit høringssvar skal være kommunen i hænde senest den 1. december 2026.
Borgermøde
Der afholdes borgermøde om planforslagene 4. november 2026 kl. 19.30-21.00. Mødet afholdes i Hjerterummet (Solrød Idrætscenter), Tingsryds Allé 27, 2680 Solrød Strand.
Tilmelding til borgermøde
Af hensyn til planlægningen af borgermødet skal tilmelding til mødet ske ved at sende en mail til cbb@solrod.dk senest den 29. oktober 2026. I emnefeltet skrives ”Tilmelding til borgermøde om Karlstrup Landsby”. Husk at oplyse antal deltagere ved tilmelding.
Hvad giver lokalplanforslaget mulighed for?
Lokalplanforslaget er en revision af lokalplan 693.2 for Karlstrup Landsby. Formålet er at sikre landsbyens kulturhistoriske, arkitektoniske og landskabelige værdier og samtidig give mulighed for en begrænset udvikling inden for den eksisterende landsby. Området forbliver i landzone.
Lokalplanen fastholder et sammenhængende bevaringsområde og udpeger bevaringsværdige bygninger. Ny bebyggelse, tilbygninger og ombygninger skal tilpasses landsbyens byggeskik og den enkelte ejendom, blandt andet med hensyn til placering, proportioner, tagformer, materialer og farver. Større træer, beplantning og den grønne overgang til det åbne land skal bevares.
På Bygaden 3 gives der mulighed for at indrette i alt 5 boliger, heraf 4 i gårdanlægget og én i den tidligere brugs. På Bygaden 11 gives der mulighed for i alt 3 boliger inklusive den eksisterende bolig. Omdannelsen skal ske med respekt for gårdenes struktur og bevaringsværdi, og der stilles krav til blandt andet fællesarealer, adgang og parkering.
Lokalplanen giver desuden mulighed for udstykning på udvalgte ejendomme på de betingelser, der fremgår af planen. Arealet ved Sognevejen 2 fastholdes til offentligt formål i form af rekreativt område uden mulighed for boligudbygning.
Solrød Golf videreføres til golfrelaterede fritids- og foreningsformål. Lokalplanen giver mulighed for ny bebyggelse og udbygning af faciliteterne inden for udpegede byggefelter, samtidig med at områdets grønne karakter og bevaringsværdier fastholdes.
Hvorfor kommuneplantillæg?
Kommuneplantillæg nr. 2 justerer afgrænsningen af kommuneplanramme 693 for Karlstrup Landsby, så den passer til lokalplanens afgrænsning og følger matrikelskel, hvor det giver mening. Den maksimale bebyggelsesprocent for tæt-lav boligbebyggelse reduceres fra 40 til 25.
Derudover fastlægges en ny, selvstændig kommuneplanramme 693 A for den del af Solrød Golf, der ligger inden for lokalplanområdet. Rammen fastholder anvendelsen til rekreative formål med golfbane og tilhørende klubfaciliteter og understøtter bevaringen af bebyggelse, beplantning og landskabelige kvaliteter. Kommuneplantillægget ændrer ikke områdets zonestatus.
Midlertidige retsvirkninger – hvad gælder lige nu?
Indtil et lokalplanplanforslag er endeligt vedtaget af Byrådet, må de ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke udnyttes på en måde, der foregriber indholdet af den endelige plan. Der gælder efter § 17 i Planloven, et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelsen. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommene kan fortsætte som hidtil.
Når fristen for fremsættelse af indsigelser og ændringsforslag er udløbet, kan Byrådet give tilladelse til udnyttelse af en ejendom i overensstemmelse med forslaget.
Disse midlertidige retsvirkninger gælder fra datoen for forslagets offentliggørelse og indtil forslaget er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort, dog højst indtil ét år efter offentliggørelsen.
Private byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af planen. Andre private servitutter kan eksproprieres, når det vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af planen, jf. ovenfor.
Efter vedtagelse af tillæg til kommuneplanen, kan kommunen nedlægge forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggede eller ubebyggede arealer, hvis de er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser. Der kan også nedlægges forbud mod bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser, jf. planlovens § 12, stk. 2 og 3.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte byplanlægger Sofie Becker på tlf. 56 18 27 90, hvis du har spørgsmål til planforslagene eller processen i øvrigt.