Byrådet har afsat 27,8 mio. kr. til LIGA-programmet i perioden 2026-2030. Midlerne skal blandt andet bruges på kompetenceudvikling af medarbejdere, nye undervisningstilbud og en styrket indsats for børn og unge, der har brug for ekstra støtte.
En del af programmet bygger på, at tidligere og mere målrettede indsatser kan forebygge behovet for dyrere specialtilbud senere. Derfor forventes der også en gradvis besparelse i takt med, at indsatserne får effekt.
Når de forventede besparelser er indregnet, svarer det samlet set til en investering i børn og unge på cirka 16,6 mio. kr. over fem år.
Formålet er at sikre, at flere børn og unge i Solrød Kommune kan trives og være en del af stærke fællesskaber tæt på deres hverdag.