NyhederNyheder

Solrød Kommune sender ansvarligt vækst-budget i høring

Budgetforslaget for 2019-2022 i Solrød Kommune afspejler fremgang og vækst.

Det går godt i Solrød Kommune. Det viser det budgetforslag, der netop er blevet offentliggjort, hvor Solrød Kommune kan fremvise et ansvarligt budget med fokus på både fremgang og vækst.

”Solrød Kommune er en kommune i vækst, og der er god grund til optimisme. Vi er beriget med en veluddannet og erhvervsaktiv befolkningsgruppe, og det betyder, at vi fortsat har en af landets laveste ledigheder på 2,2 procent. Samtidig kan vi glæde os over, at rigtige mange – især børnefamilier – har ønsket at flytte til vores to nye boligområder i Havdrup Vest og Trylleskov Strand. Det sikrer både kommunen flere skatteindtægter og en mere robust befolkningssammensætning. Vigtigst af alt, så har vi i byrådet lagt en ansvarlig økonomisk linje, der har betydet, at vi har orden i økonomien, og det giver os plads til at investere. Men vækst betyder også, at man skal holde hænderne fast på rattet, så udgifterne ikke løber løbsk” siger borgmester Niels Hörup og fortsætter:

”Helt konkret så bibeholder vi vores nuværende serviceniveau på alle områder og sikrer tryghed, sundhed og værdighed i alle aldre. Vi sætter en hel del flere penge af til fx at få passet børn og sikre, at vi tager os godt af den stigende gruppe af ældre, som har brug for omsorg og pleje. Samtidig sætter vi penge af til et større kvalitetsløft på dagtilbudsområdet, hvor vi bl.a. vil sikre en højere andel af uddannede pædagoger.”

Ud over de ekstra penge, der er sat af til at opretholde serviceniveauet, så er der i budgetforslaget også sat penge af til en omfattende renovering af Havdrup Skole, samt et kvalitetsløft af skolernes inventar. Samtidig bliver der brugt ca. 34 mio. kr. på at udvide flere af kommunens daginstitutioner, så der er plads til alle de nye børn.

”Også vores kultur- og idrætsliv er der økonomi til at prioritere. Der er i budgetforslaget fx sat penge af til flere idrætsfaciliteter ved Solrød Idrætscenter, og samtidig arbejder vi videre med idéen om at omdanne Solrød Bibliotek til et kombineret bibliotek og kulturhus med fleksible rammer for både fællesskabet og den enkelte,” siger Niels Hörup, som også fremhæver en helt ny pulje til faciliteter på stranden i 2020.

I budgetforslaget lægges der op til at fastholde både skatteprocenten, grundskyldspromillen og forsat ingen dækningsafgift, hvilket er en forudsætning for det fremlagte budget.

Hele budgetforslag 2019-2022 kan læses på www.solrod.dk