NyhederNyheder

Kontrolgruppe hiver millioner hjem til kommunekassen

På tre år er det lykkedes Solrød Kommunes kontrolgruppe at standse og forebygge socialt bedrageri for 8 mio. kr. Heraf er provenuet for Solrød Kommune på 5,9 mio. kr.

I 2015 intensiverede byrådet i Solrød Kommune indsatsen mod socialt bedrag, og det har siden hen vist at sig at være en rigtig god idé. På de tre år er det nemlig lykkedes kontrolgruppen at standse og forebygge socialt bedrageri for ikke færre end 8 mio. kr., hvoraf de 5,9 mio. kr. tilhører kommunekassen og de 2,2 mio. kr. tilhører staten.

Det viser den årlige rapport for indsatsen, som blev behandlet af byrådet på april måneds byrådsmøde. Rapporten fortæller, at kontrolgruppens indsats i 2017 har afsløret socialt bedrageri for 2.937.850 kr., hvoraf den kommunale andel udgør 2.075.715 kr., og 862.135 kr. går til staten.

”Alle skal have de ydelser, de er berettiget til – hverken mere eller mindre – og kontrolgruppen skal sikre, at de sociale ydelser udbetales på et korrekt grundlag. Hvis nogen får mere, end de er berettiget til, så er det fællesskabet, der i sidste ende skal betale regningen, og det er ikke fair,” siger borgmester Niels Hörup.

Der er et stigende krav fra staten om, at kommunerne intensiverer kontrolopgaven og samtidig styrker forebyggelsen, og bl.a. på den baggrund har byrådet besluttet at gøre den midlertidige stilling i kontrolgruppen permanent, så kontrolgruppen nu fast består af to medarbejdere.

Fakta
Kontrolgruppen i Solrød Kommune har i 2017 modtaget 83 anmeldelser om mistanke om socialt bedrageri. Heraf er 52 interne og 31 eksterne fra borgere, andre kommuner, Udbetaling Danmark m.fl.