NyhederNyheder

Børnefamiliernes begejstring for Solrød skaber pladsmangel

Solrød Kommunes popularitet hos børnefamilierne har skabt et pres på dagtilbuddene i Solrød Strandområdet, som der bliver arbejdet på at finde løsninger på.

”Vi arbejder på højtryk for at finde frem til nogle løsninger på den pladsudfordring, vi lige nu oplever på dagtilbudsområdet i Solrød Strandområdet.”

Sådan lyder beskeden fra Kim Sunesen, formand for Familie- og uddannelsesudvalget i Solrød Kommune, som fortsætter:

”Der er rigtig mange, der har fået øjnene op for, hvor dejlig en kommune Solrød er, og det er især børnefamilierne, der er glade for at rykke hertil. Vi må indrømme, at det er kommet lidt bag på os, at rykindet fra børnefamilierne har været så stort.”

Det er børnefamiliernes store interesse for at flytte til Solrød Kommune sammenholdt med en forsinkelse af en større udbygning af daginstitutionen Bølgen ved Solrød Strand, der har budt på pladsudfordringer i Solrød Strand. Der er dog fortsat mulighed for, at børnene kan blive passet i nogle af kommunens dagtilbud i andre dele af kommunen.

”Når daginstitutionen Bølgen er klar til at blive taget i brug, forventer vi, at en del af udfordring vil være løst, men vi vil fortsat have en pladsudfordring, og vi arbejder på at finde frem til nogle gode løsninger. Vi ser naturligvis gerne, at børnene kan blive passet i deres nærområde, og der er lige nu flere forskellige løsningsmodeller i spil. En af dem er muligheden for at stille en midlertidig pavillon op ved Bølgen, som kan rumme 50 børn,” siger Kim Sunesen, som fortsætter:

”Vi er godt klar over, at det ikke er en optimal situation, vi står i, og vi gør, hvad vi kan, for at finde frem til de bedst mulige løsninger. Når det er sagt, vil jeg gerne sende en stor omgang roser af sted til vores dygtige personale på institutionerne, som yder en flot indsats på trods af spidsbelastningerne.”

Det er vinterens våde vejr, som sammen med en ændring af ombygningen af den eksisterende del af Bølgen, der har forsinket byggeriet af udvidelsen af daginstitutionen Bølgen.