NyhederNyheder

Du kan se Postnord Danmark Rundt live i Solrød på søndag

Foto: Danmarks Cykle Union
Der bliver rig mulighed for at opleve nogle af de store internationale og danske cykelstjerner live, når Postnord Danmark Rundt på søndag går gennem både Jersie, Solrød og Karlstrup.

Der er garanti for både fart over feltet og masser af cykelrytter-stjerner, når Postnord Danmark Rundt løber af stablen fra den 1.-5. august, hvor Solrød-borgerne kan se løbet live i hele tre af kommunens byer.

Søndag går løbets sidste etape nemlig gennem både Jersie, Solrød landsby og Karlstrup, hvor borgerne med egne øjne kan opleve cykelstjerner som det belgiske stortalent Wout van Aert, den franske sprinter Bryan Coquar og den danske OL-guldvinder i Omnium-disciplinen Lasse Norman Hansen.

”Mange borgere har helt sikkert fulgt med i TV i forbindelse med Tour de France, som jo sluttede i Paris i søndags. Og nu har vi muligheden for at se flere af rytterne live cykle gennem kommunen. Så vidt jeg ved, er det første gang, at løbet går gennem både Jersie, Solrød og Karlstrup, og jeg håber, at rigtig mange borgere har lyst til at tage opstilling langs med ruten og vise deres opbakning. Personligt glæder jeg mig til at opleve rytterne suse forbi og måske få et glimt af sidste års vinder Mads Pedersen,” siger fungerende borgmester i Solrød Kommune, Claus Redder Madsen, som krydser fingre for en samlet dansk sejr.

Den sidste etape bliver skudt i gang søndag kl. lidt i 12 i Faxe, og herefter går turen langs med kysten til Køge, hvorefter feltet kører ind i Solrød Kommune via Københavnsvej og Cordozavej og videre ud til Jersie. Herfra går turen til Solrød landsby og derefter via Nordmarksvej til Karlstrup og videre til Karlslunde på vej mod Frederiksberg, hvor løbet afsluttes med mål på Frederiksberg.  

Løbsarrangørerne forventer, at karavanen, der kører før rytterne, rammer Solrød Kommune omkring kl. 13.20, og feltet forventes at krydse kommunegrænsen ca. kl. 13.50.

Foto: Danmarks Cykle Union