NyhederNyheder

Unge skal have en sundere alkoholkultur

Unge indtager mindre alkohol – men festerne handler stadig for meget om at drikke sig fuld. Det er budskabet i en ny kampagne fra Sundhedsstyrelsen. Solrød Kommune bakker op.

Efter mange års arbejde for at få landets unge til at drikke mindre alkohol, ser det nu endelig ud til at have båret frugt. Ifølge Sundhedsstyrelsen er kurven nemlig knækket, og det er et vigtigt skridt på vejen mod en sundere alkoholkultur blandt de 16-20 årige.

Derfor har Sundhedsstyrelsen nu sat gang i en ny kampagne, som skal udbrede det positive budskab om det dalende alkoholindtag. Kampagnen skal dog også sætte fokus på, at der fortsat er udfordringer med en fuldskabsorienteret festkultur, og kampagnen har derfor fået navnet ’Meget mere med’.

Lokal opbakning er vigtig

I Solrød Kommune er alkoholindtaget blandt de unge allerede et fokus område, og derfor bakker Solrød Kommune naturligvis op om Sundhedsstyrelsens kampagne.

Blandt andet har kommunens SSP-konsulenter et forebyggende undervisningstilbud til alle grundskoler, 10Solrød (10-klassescenteret) og Solrød Gymnasium. Her arbejder man med de unges risikovillighed og holdninger til alkohol, og så handler det i bund og grund om dialog, fortæller SSP-konsulent Bo Juul Andersen:

”Udskolingsklasserne benytter sig ofte af tilbuddet, og til det tilhørende forældremøde er der et stort fremmøde. Meget af det forebyggende arbejde ligger i, at skabe en god dialog med de unge og forældregruppen, samt forældrene imellem.”

Også sundhedsplejen i Solrød Kommune stiller skarp på alkohol i deres undervisning til 9. klassetrin på kommunens skoler. Eleverne får her udfordret deres viden om alkohol og alkoholvaner - også i forbindelse med sex og seksuel debut.

”Vi ønsker at øge elevernes selvværdsfølelse og gøre dem mere bevidste om egne og andres grænser og rettigheder og klæde dem på til at modstå gruppepres i fremtiden. De bliver understøttet i at træffe egne bevidste valg og styrke deres egen handlekompetence,” fortæller Leder af Solrød Sundhedspleje, Marthine Düring.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Megafon i 2017, så mener 57 % af de unge i alderen 16-20 år, at unge i Danmark drikker for meget.  

Samme undersøgelse viser, at 80 % af de unge har drukket mere end fem genstande på samme aften inden for den seneste måned.

Læs mere om kampagnen på sst.dk/da/kampagner/alkohol-meget-mere-med

Yderligere oplysninger:

Forebyggelseskonsulent Louise Leilund, tlf. 56 18 24 21