NyhederNyheder

Solrød blandt de kommuner danskerne helst vil bo i

Når flyttelystne danskere opretter en boligsøgerannonce eller søgeagent, søger rigtig mange af dem på Solrød. Faktisk er Solrød den sjette mest populære kommune i landet, viser ny analyse fra Boligdeal.dk.

Solrød er en attraktiv bosætningskommune. Det dokumenterer Boligdeal.dk’s nye analyse af, hvilke kommuner danskerne helst vil bo i.

Ifølge analysen er Solrød Kommune således den sjette mest efterspurgte kommune i landet, når flyttelystne danskere opretter en boligsøgerannonce eller søgeagent og angiver, hvor i landet de kunne tænke sig at bo.

”Som borgmester – og i øvrigt Solrød-borger næsten hele mit liv - er det svært ikke at dele danskernes begejstring for Solrød. Det er en lille tryg kommune med gode skoler, flot natur, stabil infrastruktur og et enestående foreningsliv. Det er nok nogle af forklaringerne på, at vi for få måneder siden rundede borger nummer 22.000, og at befolkningstallet kun er på vej opad,” siger Niels Hörup, borgmester i Solrød Kommune.

Til sammenligning ligger vores nabokommuner Greve på en 14. plads, Roskilde på en 22. plads og Køge på en 31. plads på listen over, hvilke kommuner danskerne helst vil bo i.

Sådan er analysen lavet
For at nå frem til listen over de mest populære kommuner har Boligdeal.dk analyseret 160.000 boligsøgerannoncer og boligsøgeragenter som boligsøgere har oprettet fra den 1. oktober 2015 til samme dato i år. Antallet af boligsøgninger er efterfølgende reguleret for antallet af indbyggere i den pågældende kommune for at gøre tallene sammenlignelige.

Da cirka 700.000 danskere flytter hvert år, giver de 160.000 søgninger et repræsentativt billede af, hvor danskerne ønsker at bo.

Analysen baserer sig således på ikke på de mere tilfældige søgninger efter boliger, som brugerne har lavet i databasen, men på de meget konkrete og veldefinerede ønsker til geografi, som brugerne har beskrevet på deres profiler.

Top 10:

1. Glostrup
2. Vallensbæk
3. Frederiksberg
4. Rødovre
5. Herlev
6. Solrød
7. Ishøj
8. Brøndby
9. Dragør
10. Hvidovre

Bund 10:

86. Struer
87. Sønderborg
88. Vejen
89. Ærø
90. Skive
91. Lemvig
92. Morsø
93. Thisted
94. Ringkøbing-Skjern
95. Odsherred