NyhederNyheder

Strandvejstorvet forskønnes for to mio. kr.

Som en del af helhedsplanen for Solrød Centret skal Strandvejstorvet renoveres med springvand og ny belægning, samtidig bliver de to nuværende cykelstier over torvet til en. Byrådet besluttede mandag at frigive 2 mio. kr. til projektet.

Forestil dig et lyst og imødekommende torv med højt til loftet, hvor børnene leger ved små springvand, og bænke inviterer til en hyggestund i både sol og skygge, alt imens cyklisterne triller forbi på en tydeligt markeret cykelsti. Sådan er visionen for det kommende Strandvejstorv i Solrød Centret, som byrådet har frigivet 2 mio. kr. til.

I midten af torvet vil belægningen blive brudt af en stor cirkel i lysegrå belægning, som udgør en samlende zone for pladsens aktiviteter med plads til vandleg og bænke rundt i kanten af cirklen. Samtidig vil der stadig være god gangplads for de handlende ude i siderne af torvet, hvor butikkerne også har plads til aktiviteter. Statuen fjernes i øvrigt fra sin nuværende placering, men det er endnu ikke besluttet, hvor den rykkes hen.

Renoveringen af Strandvejstorvet sker som et led i realiseringen af Helhedsplan for Solrød Centret, som byrådet vedtog i august 2015, og som byrådet har sat 8 mio. kr. af til over fire år. 

”Vi lægger forstaden af os og tager Solrød på os. Renoveringen af Strandvejstorvet er første skridt i en proces, som vil ændre hele udtrykket omkring centerområdet, og på byrådets vegne kan jeg sige, at vi glæder os til at give dette centrale område i Solrød Strand et velfortjent løft,” siger borgmester Niels Hörup.

Som en del af renoveringen løftes torvet længere ud mod Solrød Strandvej ved at inddrage en del af standsningspladserne på Solrød Strandvej lige ud for torvet. Det gør Strandtorvet mere indbydende og nærværende for trafikanter og gående på Strandvejen, og torvet bliver derved en mere synlig indgang til hele Solrød Centret. I forbindelse med renoveringen kan der etableres nye parkeringspladser umiddelbart nord for de nuværende standsningspladser. 

Det endelige materialevalg til torveprojektet, som er udarbejdet af landskabsarkitektfirmaet Zoffmannholm, ligger endnu ikke helt fast, men stemningen omkring torvet skal give associationer til strandkanten med springvand, der fører tankerne hen på bølger og skumsprøjt, og bænke der i udtryk og design kommer til at minde om en badebro. Samtidig vil inspirationen til træer og græs på torvet også blive fundet i strandmiljøet. 

Siden er sidst ændret: 03-05-2017 Til top