NyhederNyheder

God balance i Solrød Kommunes økonomi

Byrådet i Solrød Kommune har sendt regnskab 2016 til revision med et pænt overskud.

Efter april måneds byrådsmøde oversendte byrådet i Solrød Kommune regnskab 2016 til revision med stor tilfredshed. Solrød Kommune kom nemlig ud af 2016 med et bedre driftsresultat og en højere kassebeholdning end forventet.

”Det er byrådets vision, at Solrød Kommune skal være en dynamisk kommune - det bedste sted at leve og bo i hovedstadsområdet og med orden i økonomien. Den vision er vi allerede godt på vej til at realisere, og en sund økonomi er grundlaget for, at vi kan komme i mål med vores drømme og ønsker for Solrød Kommune. Der er derfor god grund til at kippe med flaget og være tilfredse med, at regnskab 2016 viser, at der fortsat er en god balance i kommunens samlede økonomi. Overskuddet på budgetbalancen er forudsætningen for, at vi kan finansiere anlægsprojekter som udbygning og renovering af skoler og institutioner. Til forskel fra en privat husholdning eller virksomhed, så skal en kommune i Danmark nemlig betale kontant for anlægsinvesteringer, da man som udgangspunkt ikke kan låne til den slags udgifter,” siger borgmester Niels Hörup. 

2016 er også året, hvor der for alvor kom gang i grundsalget. Der er således flere anlægsindtægter, end der er anlægsudgifter. Regnskab 2016 viser, at indtægterne fra salg af grunde er ekstraordinært høje, hvilket samlet har forøget kassebeholdningen med 91,9 mio. kr.

”Kassebeholdningen skal i de kommende år, når grundsalgsindtægterne klinger ud, finansiere de anlægsprojekter fx i forhold til skoler og daginstitutioner, der følger af den øgede befolkning, vi kommer til at opleve de kommende år,” siger Niels Hörup.

Den samlede kassebeholdning er steget fra 117,5 mio.kr. til 209,9 mio.kr., og når der er taget hensyn til overførte drifts- og anlægsudgifter, er den disponible kassebeholdning på 140,5 mio. kr. Budgetbalancen, som er resultatet af den ordinære drift, er på 55,5 mio. kr., heraf afdrages 15 mio. kr. på lån, og det finansielle råderum, der resterer, er dermed på 40,5 mio. kr.

Regnskabet overgår nu til revisionens gennemgang, og byrådet godkender derefter regnskabet endeligt på mødet i august.

Siden er sidst ændret: 26-04-2017 Til top