NyhederNyheder

Movia giver Solrød Kommune penge til forbedrede stationsforhold i Havdrup

Solrød Kommune får 300.000 kr. fra Movia til et byudviklings- og busterminalprojekt ved Havdrup Station, der er en del af kommunens helhedsplan for Havdrup Bymidte.

Nu er der godt nyt for pendlere, der rejser via Havdrup Station. Movia har nemlig besluttet at tildele Solrød Kommune 300.000 kr. fra en anlægspulje til projekter, som understøtter og forbedrer busdriften. De penge skal bruges til at gøre de trafikale forhold i bymidten mere trygge og overskuelige samtidig med, at busserne skal får bedre mulighed for at komme frem i trafikken. Derudover skal projektet være med til at skabe et attraktivt offentligt rum med gode passagerforhold for pendlerne.

Projektet ved Havdrup Station er en del af Helhedsplanen for Havdrup Bymidte, som byrådet i Solrød Kommune i forvejen har sat 3 mio. kr. af til over 2 år.

”Vi er allerede godt i gang med at bringe Helhedsplanen for Havdrup Bymidte til live. I sommer blev der bl.a. opstillet forskelligt byrumsinventar i form af træer, buske og plantekummer med blomster, og ved sidste byrådsmøde vedtog byrådet en ny vejstruktur, der naturligt leder trafikken væk fra bymidten. Og byrådet er meget tilfredse med, at Movia gerne vil bidrage til at gøre vores i forvejen attraktive Havdrup til et endnu bedre sted at bo,” siger borgmester i Solrød Kommune, Niels Hörup.

Planen for Havdrup Bymidte er blevet til i tæt samarbejde med byens borgere og rummer en vision om ét samlet byrum, der både kan rumme hverdagslivet og større arrangementer, som samler Havdrups borgere.

Læs mere om Helhedsplanen for Havdrup Bymidte her: /media/1554062/helhedsplan-for-havdrup-bymidte-skaermversion.pdf