 | Månedens låner på Solrød Bibliotek | | 8/8-2012 |
Susan Hansen Navn: Susan Hansen
Alder: 51
Lidt om mig selv: Jeg har brugt biblioteket meget i forskellige perioder af mit liv. Jeg har læst hver dag for mine 3 børn; de er voksne nu, og er flittige læsere, dog mest på engelsk. Jeg har gerne flere bøger liggende klar til at læse. Nogle bøger låner jeg først på biblioteket, før jeg køber dem.
Jeg holder meget af biblioteket, fordi det giver mig og andre mulighed for at læse langt flere værker end jeg ellers ville, hvis jeg ikke havde mulighed for at låne bøgerne, men skulle købe dem. Jeg synes, at det er vigtigt og givende for børn at få læst bøger højt og har sat en ære i at videregive min egen glæde ved bøger til mine egne børn. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være i gang med en eller flere bøger.
Fuldfør denne sætning:
På biblioteket … er der mange muligheder for at bliver underholdt, uanset smag og behag, der er bøger – film – dvd – som du kan låne. Hvis du har lyst, kan du sætte dig hen og læse aviser- blade og magasiner gratis. Du kan booke en tid til en computer, og surfe på nettet, gå og dagdrømme om alle de spændende bøger som du gerne vil læse, men desværre ikke altid har tid til.
Hvad bruger du biblioteket til?
Jeg bruger biblioteket til at finde bøger, som kan give mig viden om forskellige emner f.eks., ADHD, Autisme, Psykologi, mindfulness, m.m. Det er hyggeligt at gå og kigge, og måske finde en spændende bog, film eller musik, som man ikke lige var på jagt efter.
Jeg tager desuden ofte min yngste, hjemmeboende søn med, og selvom det kan være svært at få ham med ud af døren, har vi den samme oplevelse af at træde ind i en anden verden, når vi træder ind på biblioteket; det er et sted, hvor bøgerne inviterer mig indenfor og jeg ofte ender med flere bøger ved udlånsskranken end det egentlig var planen. Som sædvanligt.
Hvad ligger på dit natbord netop nu?
Michael Scotts ”Den udødelige Nichola Flamels hemmeligheder”
(behøver ikke være bøger, kan også være film, musik, spil)
Har du en favoritgenre?
Jeg elsker Fantasy, af bl.a. Eoin Colfer, Christopher Paolini, Paul Stewart & Chris Riddell, Joanne K. Rowling, Philip Pullman og Tamora Pierce. I fantasylitteraturens verdener er tingene fantastiske i ordets oprindelige betydning, og det er her, jeg finder min oase i hverdagen.
Når jeg ikke læser fantasy, læser jeg ofte bøger, som er med til at udvikle mig som menneske og lærer mig at forstå mig selv og andre bedre.
Har du nogensinde opgivet en bog?
Ja, jeg kan dog ikke huske hvilken. Jeg er ofte for stædig til at opgive, når jeg først er kommet i gang. De fleste bøger fortjener en chance.
Hvilken bog vil du anbefale andre lånere?
Tamora Pierce: ”Duernes Hvisken” som er første bind i en serie, der hedder ”Terrier”. Her er et magisk univers med spændende personer, som jeg kommer til at føle, at jeg kender – og en historie, som holdt mig fanget hele vejen igennem. Jeg er meget glad for Pierce, fordi hun skaber stærke kvinder i sine historier.
Hvad vil du fremhæve ved Solrød Bibliotek?
Jeg kan bestille bøger, eller andre materialer fra andre biblioteker uden problemer, og jeg får altid besked pr. mail, hvis det ikke kan skaffes.
På børnebiblioteket har de har fundet mange spændende fantasy lydbøger til min søn og jeg, og vi har aldrig følt, at vi var til besvær. Der er hjælp at hente i voksenafdelingen, hvis man ikke selv kan finde det man søger. Personalet er søde til at hilse og er meget hjælpsomme.
Min familie har brugt Solrød Bibliotek i over 20 år. Jeg er altid blevet mødt med smil og imødekommende service. Jeg har et godt forhold til de bibliotekarer, som har fulgt Solrød Bibliotek i den periode, og har ofte nydt godt af deres kendskab til min smag i bøger i form af anbefalinger, som har ført til endnu flere yndlingsbøger.
Dit gode råd til Solrød Bibliotek.
Fortsæt med den gode service og bliv ved med at involvere brugerne. I gør det godt.
|