Virksomhedspraktik
En virksomhedspraktik giver dig mulighed for at afprøve, opkvalificere og styrke dine kvalifikationer indenfor et nyt eller kendt arbejdsområde. For virksomheden er det også en god mulighed for at lære dig at kende. De kan så bedre vurdere, om du efterfølgende kan blive ansat i løntilskud, på ordinære vilkår eller måske søge ind på en uddannelse indenfor det pågældende fag. Bemærk venligst, at Jobplanen altid skal være underskrevet, inden en praktik kan påbegyndes.
Når du er i virksomhedspraktik får du den samme ydelse.
Som udgangspunkt varer en virksomhedspraktik 4 uger. Perioden kan dog vare op til 13 uger og evt. forlænges hvis du:
o modtager kontanthjælp, sygedagpenge eller revalidering, og ikke har erhvervserfaring.
o har været ledig længe.
o har svært ved at komme i job.
Under din virksomhedspraktik er du ikke omfattet af de regler, der er for lønmodtagere. Arbejdsmiljølovgivningen og Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet gælder dog stadig. Virksomheden skal altid godkendes af Jobcentret, før du kan starte i virksomhedspraktik. Dette gælder både, hvis Jobcentret eller hvis du selv finder et egnet praktiksted. Virksomheden betaler ikke løn eller forsikring til dig under virksomhedspraktikken. Hvis den ledige ikke er dækket på anden vis, så dækker Solrød Kommune eventuelle skader på den ledige eller skader begået af den ledige i praktikperioden.