 | Samarbejdet om fælles vej og park opgives | | 27/6-2012 |
Greve og Solrød kommuner har undersøgt mulighederne for at etablere et fælleskommunalt samarbejde på vej- og parkområdet. Idéen opgives nu. Greve og Solrød kommuner har siden december 2011 undersøgt mulighederne for at etablere et fælleskommunalt selskab mellem de to kommuner på vej- og parkområdet. Det er usikkert, om det fælles selskab vil kunne realisere et forventet potentiale, og idéen opgives derfor nu.
Greve og Solrød byråd besluttede i december 2011 at undersøge mulighederne for et fælleskommunalt selskab mellem de to kommuner på vej- og parkområdet.
Der har siden da været udført et omfattende og grundigt analysearbejde for at afdække alle forhold af betydning for et kommende selskab. Analysearbejdets delresultater har løbende været drøftet mellem de involverede politiske udvalg i de to kommuner, ligesom MED-organisationen i de to kommuner har været inddraget undervejs i forløbet.
På et møde i marts mellem de to kommuners involverede politiske udvalg blev der stillet spørgsmålstegn ved, om det med den foreliggende model ville være muligt at opnå et acceptabelt rationale for kommunerne ved en selskabsgørelse af vej- og parkområdet.
En efterfølgende undersøgelse af mulighederne har vist, at der kan indhentes et potentiale, men at det vil kræve en investering fra begge kommuner. Det er derfor ikke muligt på det foreliggende grundlag og med de etablerede præmisser at skabe sikkerhed for, at en selskabsgørelse vil kunne realisere det forventede potentiale.
Borgmester Niels Hörup, Solrød Kommune og borgmester Hans Barlach, Greve Kommune siger i en fælles udtalelse:
”På baggrund af resultaterne af den meget grundige analyse af mulighederne for at danne et fælles kommunalt selskab på vej- og parkområdet mellem de to kommuner, må vi desværre konstatere, at grundlaget for det fælles selskab ikke er til stede. Vi indstiller derfor til de to byråd, at vej- og parkenhederne i de to kommuner videreudvikles hver for sig”.
Yderligere oplysninger
Borgmester Niels Hörup, Solrød Kommune, telefon 56 18 20 01
Borgmester Hans Barlach, Greve Kommune, telefon 43 97 93 40
|