SOLRØD KOMMUNE  |  NYHEDER Logo
Logo
Forside Nyheder Kontakt Selvbetjening Kort Ledige jobs Aktivitetskalender Udskriv Indeks  Søg
Her er du:  Vis Nyhed
<< Tilbage til oversigten.

De økonomiske udfordringer
De økonomiske udfordringer
8/10-2010

De økonomiske udfordringer kræver klar prioritering og bidrag fra alle

Mange har deltaget engageret i debatten om kommunens budgetaftale for 2011-2014. Det er godt for folkestyret og det lokale demokrati, men samtidig fremføres en lang række påstande og myter på en måde, at det efterlader det indtryk, at det er fakta, men det er og bliver påstande, udtaler borgmester Niels Hörup.

Lad mig give 3 eksempler:

Påstand nr. 1: 55 stillinger i SFO bliver nedlagt.

Fakta er, at 20,6 stillinger bliver nedlagt fordelt på:

  • Sommerferielukning: 3,6 stillinger
  • Servicereduktion (2 børn mere pr. voksen): 9,6 stillinger
  • Overflytning fra SFO til klub pr. 1. april i 3. klasse: 7,4 stillinger nedlægges i SFO, men samtidig oprettes 2,9 stillinger i juniorklub

Påstand nr. 2: Massive besparelser på SFO og daginstitutioner gennem årene

Fakta er, at i budget 2003 blev indført lukkedag mellem jul og nytår og før påske, og i budget 2009 er lukkedag 1. maj afskaffet i daginstitutioner uden kompensation.

På SFO er forældrebetalingsandelen hævet i budget 2005, budget 2007, budget 2008 og budget 2009, men personaleressourcerne har været uændrede.

Vi har i alle årene tilpasset budgetterne til det aktuelle børnetal ud fra de tildelingsmodeller, der er aftalt. Derfor kan den enkelte institutions personale godt være forskelligt fra år til år alt efter om antallet af børn går op eller ned.

Påstand nr. 3: Besparelserne er foretaget hen over hovedet på brugerne og medarbejderne.

Fakta er, at forældrebestyrelser, skolebestyrelser og øvrige brugerbestyrelser og samarbejdsudvalg havde mulighed for at udtale sig om budgettet i maj 2010. Den økonomiske situation og behovet for at reducere udgifterne fra 2011 og frem var beskrevet i brev sendt forud for høringen.  

Hovedsamarbejdsudvalgets opfordring til Byrådet den 17. maj 2010 var: ”Meld klart ud om de politiske prioriteringer i forbindelse med budgettet og vedstå disse prioriteringer – så vil Hovedsamarbejdsudvalget medvirke til, at de bliver implementeret”.

Budgetforslaget til 1. behandlingen blev offentliggjort på kommunens hjemmeside den 15. september 2010, og om formiddagen fik alle ledere og tillidsrepræsentanter en gennemgang af budgetforslaget til 1. behandlingen. Forældrebestyrelser, skolebestyrelser og øvrige brugerbestyrelser havde den 16. september mulighed for at drøfte budgetforslaget til 1. behandlingen med Byrådet på et velbesøgt orienteringsmøde. Det havde til formål at kvalificere de efterfølgende høringssvar – og dermed Byrådets beslutningsgrundlag.

Alle har haft mulighed for at sende høringssvar senest den 23. september 2010, og svarene har indgået i de politiske drøftelser inden budgetaftalen blev indgået.

Hovedsamarbejdsudvalget fik en orientering om indholdet i Budgetaftalen den 27. september 2010. Medarbejderrepræsentanterne i Hovedsamarbejdsudvalget tilkendegav i høringssvaret efter mødet, at de: ”… ser med tilfredshed, at budgettet er udarbejdet på baggrund af den reelle økonomiske situation, og at politikerne prioriterer og påtager sig ansvaret for niveauet af den fremtidige opgaveløsning. Vi forventer derfor, at det politiske niveau klart melder det vedtagne serviceniveau ud til såvel borgere som medarbejdere. Det bliver ekstra vigtigt med fokus på ansættelses- og arbejdsforhold, så vi sikrer, at Solrød Kommune fortsat er en attraktiv arbejdsplads”.

Så min konklusion er: Nej, vi har ikke truffet beslutningerne hen over hovedet på brugerne og medarbejderne. Vi har fulgt opfordringen fra medarbejderrepræsentanterne fra Hovedsamarbejdsudvalget, der er valgt af de faglige organisationer, og vi har påtaget os ansvaret for at prioritere og fastsætte serviceniveauet. Det kan godt være, alle ikke er enige i prioriteringerne, det er fair nok, men nu er det nu en gang Byrådet, der er valgt af borgerne til at prioritere på fællesskabets vegne.

Gør vi os unødige bekymringer?

Som forældre vil vi jo kun vores børn det bedste. Hver gang der skal ske et skift, bliver vi hurtigt bekymrede. Vi kender som forældre, det vi har. Vi ved ikke, hvad vi får. Det gælder i alle faser under børns opvækst - fra barsel til dagpleje/vuggestue, til børnehave, til skole/SFO, til klub, til ungdomsklub, fra folkeskole til ungdomsuddannelse, og når vores børn bliver unge og voksne og flytter hjemmefra.

Mark Twain udtalte engang: ”Jeg har i mit liv haft mange bekymringer, men det er kun de færreste af dem, der er blevet til noget”. Særligt SFO og Klubområdet har givet anledning til mange kommentarer, som jeg tolker, er udtryk for bekymringer hos forældre. I har ikke grund til bekymringer. Jeg tror tværtimod, at I vil opleve det samme som jeg selv har gjort her i sommer. Børn glæder sig til at få nye udfordringer og kammerater. Det er et væsentligt bidrag til vores børns udvikling.

Ud fra de kommentarer som Byrådet har modtaget, får jeg det indtryk, at SFO er en selvstændig fritidsaktivitet. Det er SFO ikke. SFO er en integreret del af folkeskolen indenfor skolebestyrelsens og skoleledelsens kompetence.

Desværre kan jeg konstatere, at den kritik, der er blevet rettet mod Strandklubben for år tilbage, fortsat bruges som argumenter for, hvorfor vores unger ikke skal i Strandklubben. Det er synd. Jeg ved, som forælder, at Strandklubben er et rigtigt godt tilbud.

Juniorklub er ikke kommunal pasning, men et socialt integrerende tilbud i supplement til de øvrige fritidstilbud, der er i kommunen til store børn og unge. Strandklubben tilbyder dagligt flere forskellige aktiviteter ud over PC spil, f.eks. værksteder, rollespil og sportsaktiviteter. Klubben tilbyder også et lille gratis eftermiddagsmåltid, så børnene ikke behøver at gå hjem efter skole eller stille deres sult i slik o.l. Der er også ture og udflugter flere gange om måneden og kolonier både sommer og efterårsferie.

Strandklubbens beliggenhed bliver ofte brugt som argument. Det er tilsyneladende den generelle opfattelse, at placeringen på Solrød Gl. Skole ikke er optimal. Derfor har det også været på tale at placere klubtilbud i tilknytning til Munkekærskolen og Uglegårdsskolen, men det er ikke muligt indenfor de nuværende økonomiske rammer. Afstanden mellem skoler, hjem og Strandklubben er ikke urimelig lang i forhold til sammenlignelige kommuners klubtilbuds placering. Især ikke når der tages hensyn til de gode muligheder, som vores omfattende system af cykelstier byder på.

Det har også været fremført, at der er et større frafald i Strandklubben i forhold til Jersie og Havdrup juniorklubber. Dette er naturligt, da børnene i dag typisk starter i Strandklubben 1 år senere end i Havdrup og Jersie. Og det giver et skævt billede, når der sammenlignes alene på frafaldet. Behovet for klubben daler i takt med at børnene bliver ældre og begynder at gå til andre typer fritidsaktiviteter. Ved at gennemføre forslaget i Budgetaftalen bliver der lige vilkår for juniorklubafdelingerne og en mere ens alderssammensætning.

Byrådet består af borgere, der er valgt til at prioritere på fællesskabets vegne. Det at være byrådsmedlem er et borgerligt ombud og hverv. Det betyder, at de beslutninger vi træffer, også vil ramme os selv, vores familier, vores venner og bekendte, der bruger de kommunale servicetilbud. Der er ingen ”firmaordning” for byrådsmedlemmer.

Udgangspunktet for budgetaftalen var et budget, hvor udgifterne skulle reduceres for at skabe balance mellem udgifter og mulige indtægter, fordi kassen ellers ville være tom. Den opgave har Byrådet løst med budgetaftalen. Vi har prioriteret indenfor alle områder, som vi beskæftiger os med, og vi har taget opgaven på os med at fastsætte et serviceniveau. Vi har også skelet til, hvordan vores nabokommuners økonomi er på de forskellige områder og alt i alt er min konklusion:

Vi har fortsat et godt og trygt hverdagsliv i Solrød Kommune, og Solrød Kommune vil fortsat være et af de bedste steder at bo i Hovedstaden.

Læs mere i bilaget om:
- Oversigt over åbningstid i daginstitutioner
- Udvalgte dele af budgetaftalen
- Oversigt over ændringer fra Budget 2003 til Budgetaftale 2011-2014

Solrød Kommune Solrød Center 1 2680 Solrød Strand - Tlf. 5618 2000 - Fax 5618 2020 kommunesolrod.dk Åbningstider CVR- og EAN-numre