 | Dispensation fra skovbyggelinjen, Engdraget 12 | | 9/7-2010 |
Solrød Kommune har meddelt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 17 om skovbyggelinjer til etablering af garage Dispensationen er meddelt i henhold til naturbeskyttelseslovens § 65 stk. 2. Ejendommen ligger indenfor skovbyggelinjen til Trylleskoven og til Københavns Kommunes skovareal på matr. nr. 38 kg Karlstrup By, Karlstrup. Der er i afgørelsen lagt vægt på, at ejendommen ligger i et fuldt udbygget parcelhusområde. Mod Trylleskoven afskærmes ejendommen af en tæt hæk. Endvidere gennemskæres området mellem Trylleskoven og matriklen af Karlstrup Strandvej. Engdraget 12 ligger i yderste husrække mod Københavns Kommunes skovareal på matr. nr. 38 kg. Mellem huset og skoven løber indkørslen til ejendommen. Det er Solrød Kommunes vurdering, at den ansøgte garage ikke vil forringe skovenes værdi som landskabselementer, da udsynet til de to skove i forvejen er afbrudt af anden bebyggelse, vej mv. Skovbrynenes funktion som levesteder for planter og dyr vil heller ikke blive påvirket som følge af etableringen af en garage på ejendommen. Sagen har været i høring hos nærmeste skovejer, Københavns Kommune, der ikke er fremkommet med indvendinger imod det ansøgte. Klagevejledning Denne afgørelse kan påklages til Naturklagenævnet indenfor fire uger fra afgørelsens offentliggørelse. En eventuel klage indsendes til Solrød Kommune, der videresender klagen til Naturklagenævnet sammen med sagens akter. Klagen skal være indkommet senest den 6. august 2010 kl. 13. Klageberettigede er: ansøgeren/ejeren, offentlige myndigheder, lokale foreninger og organisationer, som har væsentlig interesse i afgørelsen, og landsdækkende foreninger og organisationer, som har beskyttelse af natur og miljø eller rekreative interesser som formål.
En klage skal sendes til: Solrød Kommune, Teknisk Administration, Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand. Har De spørgsmål til afgørelsen, er De velkommen til at kontakte Teknisk Administration på telefon 56 18 20 00.
|