Spildevandsudslip i Greve: Solrød Kommune fraråder ikke badning

Det er fortsat tilladt at bade ved Solrøds strande, da det urensede spildevand fra Greve trækker modsat Solrød.

Greve Kommune har i dag i samråd med Embedslægen frarådet badning ved størstedelen af deres badestationer grundet et udslip af urenset spildevand fra Mosede Renseanlæg. Udslippet skete mandag kl. 11.

Solrød Kommune har drøftet sagen med Embedslægen og besluttet ikke at fraråde badning ved kommunens stationer, da nærmeste station (Trylleskoven) er beliggende ca. 3,5 km fra udslippet, og strømretningen ifølge DMI’s prognoser leder udslippet væk fra Solrøds strande.

Det anbefales, at man generelt er opmærksom på, hvordan vandet ser ud. Det frarådes, at du bader steder, hvor vandet på grund af tang eller brunalger er så uklart, at du ikke kan se dine fødder, hvis du går ud, hvor det er en meter dybt. 

Solrød Kommune følger sagen tæt og opdaterer så snart, at der er nyt.