Musikskolen åbner for tilmelding til den nye sæson med nye rabatter

Nu er tilmeldingen åben for sæsonen 2019-20. I år kan du, som noget nyt, få flerfagsrabat og søskenderabat.

Onsdag d. 15. maj åbner tilmeldingen til musikskolens mange undervisningstilbud. Som noget nyt introducerer musikskolen i år flerfagsrabat og søskenderabat. Det betyder, at hvis du er tilmeldt mere end ét tilbud, kan du få 25% rabat på det andet og de efterfølgende tilbud. Og hvis én af dine søskende tilmelder sig musikskolen, får han eller hun ligeledes 25% rabat. Begge rabatter gives på de billigste tilbud.

I musikskolen kan du blandt meget andet lære at spille på et instrument med soloundervisning, finde din stemme i det rytmiske kor eller til solosang eller blive en del af musikfællesskabet i det populære Drummer Band.

Musikskolen fortsætter også Solrød Band Klub, som nu har kørt i et år. I Solrød Band Klub kan du være med i et band, selvom du ikke har spillet et instrument før. Du lærer det, du skal spille, mens I lærer musikken at kende. Ifølge musikskoleleder, Jens Engberg, giver dette tilbud bredde til musikskolens undervisningsform.

“Vi er alle motiverede af noget forskelligt,” fortæller Jens, “nogle bliver motiverede af at blive bedre til et instrument i soloundervisning, mens andres indgang til musikken er at være fælles om noget.”  

Fællesskabet er også i højsædet, når musikskolen i foråret næste år laver sit eget fællesnummer. I januar 2020 inviteres alle musikskoleelever til en workshop, hvor de kan komme og lave musik. Efter workshoppen bliver musikken skrevet sammen til et fællesnummer, som eleverne vil spille til musikskolens forårskoncert til maj.

Lær at skrive sange til sangskriverworkshop

I næste sæson arrangerer musikskolen fire lørdage med workshops for sangskrivere. Hvis du går med en sangskriver i maven, kan du tilmelde dig én eller flere workshops, hvor du får inspiration og værktøjer til at skrive dine egne sange. De fire workshops foregår på følgende lørdage: 

14. september 2019

16. november 2019

25. februar 2020

18. april 2020

Tilmelding og yderligere information om workshops kommer på musikskolens hjemmeside i løbet af kort tid.

Musikskolesæsonen begynder fredag d. 16. august 2019.

Du kan læse mere om tid og sted for de forskellige hold på http://musikskolen.solrod.dk/undervisning/tilmelding, hvor du også kan tilmelde dig.