Huskekor synger sig ud af glemslen

Solrød Kommune inviterer til sang og samvær for borgere og pårørende med huskeproblemer og demens inde på livet.

”Jeg kan næsten ikke bare sidde her og synge – jeg får lyst til at danse!”

Sådan sagde en deltager i det huskekor, som Solrød Kommune startede op i efteråret 2016 for borgere med nedsat hukommelse og deres pårørende. Og der er stadig plads til flere deltagere.

Sang og musik har mange positive effekter. Korsang kan stimulere hukommelsen, understøtte livskvaliteten og skabe glæde. Huskekoret bidrager til at skabe et netværk lokalt i Solrød Kommune, hvor deltagerne får mulighed for at møde ligesindede og vedligeholde sociale relationer.

”Man fornemmer straks den gode og varme stemning, når man træder ind af døren til huskekoret. Der er en uformel omgangstone med sjove bemærkninger og en masse latter,” siger Louise Leilund, der er sundhedsfremme- og forebyggelseskonsulent i Solrød Kommune.

Der kommer fast 5-7 deltagere i koret, men deltagerne ser meget gerne, at flere opdager det gode tilbud og møder op til hyggeligt samvær. Deltagerne udtrykker stor tilfredshed med koret, både med musikken, samværet og korlederen, og der er plads til alle. Du behøver ikke at kunne synge, fokus er ikke på skønsang, men på at have det hyggeligt.

”Det er super hyggeligt at deltage i koret. Vi pjatter meget, og vi er rigtig glade for korlederen. Hun er meget dygtig,” siger Agnete, som deltager som pårørende.

Koret mødes hver anden mandag eftermiddag i Solrød Aktivitets- og Frivillighedscenter kl. 16-17 med kaffepause undervejs. Koret mødes næste gang den 27. marts 2017. Læs mere her: /demens

Er du interesseret, kan du kontakte demensteamet på tlf. nr. 5618 24 41 eller email: demensteam@solrod.dk og høre, om tilbuddet passer til dig.