Det nye byråd i Solrød Kommune har fordelt pladserne

Konstitueringen i Solrød Kommune er nu officielt på plads og vedtaget af et samlet byråd.

Niels Hörup (V) er igen valgt som borgmester i Solrød Kommune, og han går dermed ind i sin fjerde borgmesterperiode i Solrød Kommune. Det stod klart, da det nye byråd i Solrød Kommune mandag den 4. december officielt konstituerede sig på et byrådsmøde med samtlige byrådsmedlemmer som underskrivere på aftalen.

”Vi står som et samlet byråd bag konstitueringsaftalen, og det er et godt afsæt for de kommende fire års politiske samarbejde, at det nye byråd har fortsat den historiske tradition om ’det samarbejdende byråd’. Men vigtigst af alt, så lover det godt for den fortsatte positive udvikling og vækst i vores alle sammens Solrød Kommune,” siger borgmester Niels Hörup.

På byrådsmødet blev Claus Redder Madsen (A) valgt som 1. viceborgmester, og Kim Sunesen (V) indtager pladsen som 2. viceborgmester.

Byrådet fastholder desuden de næste fire år de nuværende tre udvalg: Økonomi-, teknik- og miljøudvalget, Familie- og uddannelsesudvalget samt Social-, sundheds- og fritidsudvalget.

Du kan læse mere om, hvem der er medlemmer i de forskellige udvalg, råd og nævn her.