Bliv Cykelven for en ældre

Bliv frivillig Cykelven for en ældre i Solrød Kommune.

Tråd i pedalerne, vind i håret og frisk luft i kinderne. En cykeltur giver både gode oplevelser og vigtig motion, men en tur på den tohjulede er for mange ældre borgere slet ikke en mulighed længere. De har nået en alder, der gør det svært eller helt umuligt at bevæge sig rundt i byen på en cykel – men sådan behøver det faktisk ikke at være.   

For ÆldreSagen Solrød startede for et par år siden et projekt op i samarbejde med Solrød Kommune, der går under navnet ’Cykelvenner’. Her kan frivillige ildsjæle komme og cykle en tur med de ældre, og det har været en stor succes, fortæller Frivilligkoordinator Brian Kanstrup:

”Vi oplever kun positive tilbagemeldinger fra både de ældre og de frivillige, og de ældre liver helt op efter en cykeltur rundt i byen. Nogle gange cykler de sågar helt til Karlslunde havn og spiser en is, men uanset hvor de finder på at køre hen, så er det tydeligt, at cykelturene øger livskvaliteten hos dem,” siger han.

Ifølge Brian Kanstrup er det dog ikke kun de ældre, der oplever en øget livskvalitet.

”De frivillige fortæller, at cykelturene også udvikler nye venskaber, og at de bruger tiden på noget, der giver god mening. De kan jo også se, hvor glade sådan en cykeltur gør de ældre,” tilføjer Brian Kanstrup.

Brug for endnu flere frivillige

Cykelvenner har altså vist sig at være et særdeles godt initiativ, som både ældre og frivillige har taget til sig. Det betyder også, at behovet for flere cykelvenner er steget, for turene rundt i byen er i høj kurs blandt de ældre.

1. maj 2017 starter den nye sæson cykelvenner op igen, og derfor vil Aktivitets- og Frivilligcentret gerne invitere til en uforpligtende snak onsdag den 26. april 2017 fra kl. 10-12. Her kan du høre mere om at være cykelven i Solrød, og samtidig kan du også se de typer af cykler, der er til rådighed.

Har du lyst til at høre mere om cykelvenner eller om arrangementet, kan du kontakte Frivilligkoordinator Brian Kanstrup på 56 18 24 47.