Gør Solrød Smukkere
Tilskud til forskønnelse af grønne områder, legepladser og fællesarealer i Solrød Kommune
Byrådet har besluttet at genåbne puljen Gør Solrød Smukkere, så lokale kræfter kan være med til at løfte legepladser, grønne områder og fællesarealer rundt om i kommunen.
Puljen skal understøtte projekter, der udspringer af lokalt engagement og giver et synligt løft i et lokalområde. Det kan være projekter, som gør et grønt område mere attraktivt, skaber bedre muligheder for leg og ophold eller på anden måde gør et fællesareal mere indbydende for flere borgere.
Puljen udmøntes i 2027, 2028 og 2029 med 400.000 kr. i hvert af de tre år.
Puljens retningslinjer er udarbejdet med udgangspunkt i kriterierne fra puljen med samme navn og formål, som Byrådet vedtog den 27. august 2018.
Formål
Puljen Gør Solrød Smukkere – Tilskud til forskønnelse af grønne områder, legepladser og fællesarealer i Solrød Kommune har til formål at skabe forskønnelse af de grønne områder og gøre Solrød smukkere.
Hvem kan søge?
Puljen kan søges af grundejerforeninger, vejlaug, landsbylaug, folkeoplysende foreninger, almennyttige foreninger og selvorganiserede lokale fællesskaber.
Hvem kan ikke søge?
Puljen kan ikke søges af private virksomheder, enkeltpersoner og offentlige institutioner.
Hvad kan man søge til?
Der kan søges støtte til projekter, der opgraderer, udbygger eller forskønner et område.
Puljen kan dække op til 75 procent af projektets udgifter. Den resterende del kan bestå af egenfinansiering, fondsmidler, materialer eller frivillig arbejdskraft. Værdien af frivilligt arbejde kan medgå som egenfinansiering med en fastsat timetakst på ikke højere end 150 kr. pr. time.
Det er en forudsætning, at støttede områder efterfølgende er offentligt tilgængelige, samt at der ikke samtidig er modtaget støtte fra idrætsanlægsfonden.
Er du i tvivl om dit projekt kræver godkendelser eller om det lever op til lokalplaner og andet, så kontakt Center for Kultur og Fritid på ckf@solrod.dk.
Hvad kan man ikke søge til?
Der gives ikke tilskud til:
- Almindelig vedligeholdelse
- Gaver/præmier
- Projekter og aktiviteter, der på ansøgningstidspunktet allerede har fundet sted
- Private, kommercielle eller erhvervsmæssige aktiviteter
- Projekter og aktiviteter af religiøs og partipolitisk karakter
- Aktiviteter og indsatser som modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende
friheds- og menneskerettigheder
Hvordan søger man?
Puljen ansøges i Solrød Kommunes Foreningsportal: www.solrodportal.kmd.dk
Ansøgningsskemaet skal udfyldes og indsendes digitalt sammen et vedlagt budget inkl. evt. andre puljebevillinger, sponsorater eller fondsbevillinger.
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist den 1. november hvert af årene 2026, 2027 og 2028.
Resterer der midler i puljen det givne budgetår efter den årlige ansøgningsrunde, laves der en ny ansøgningsrunde den efterfølgende juni.
Tildelte midler skal i udgangspunktet anvendes inden for det regnskabsår, hvor de udbetales.
Behandling af ansøgninger samt udbetaling
Ansøgningerne behandles hvert af de tre år på Senior-, Kultur- og Fritidsudvalgets møde i december.
Projekterne vurderes blandt andet efter, hvor mange borgere der får glæde af projektet, hvor tydeligt projektet løfter lokalområdet, hvordan den fremtidige drift håndteres, og i hvilket omfang ansøgerne selv bidrager til realiseringen.
Der meddeles bevillinger og afslag via Solrød Foreningsportal inden årets udgang.
Tilskud skal anvendes til det formål, der er godkendt i bevillingen. Sker der ændringer skal sekretariatet kontaktes.
Tilskud udbetales til den NEM-konto, som er knyttet til det CVR-nummer, der er oplyst i ansøgningen.
Regnskab
Senest tre måneder efter afslutning af projektet og alle udgifter i projektet uploades regnskab med indtægter og udgifter (inkl. eventuelle tilskud fra andre puljer, fonde og sponsorer) i Foreningsportalen. Vejledning til upload af regnskab findes i Foreningsportalen.
Anvendes det udbetalte tilskud ikke (helt eller delvist), skal den del af beløbet, der ikke er anvendt til det ansøgte formål, refunderes til kommunen.
Sådan søger du
Fra 2026 skal sende din ansøgning til § 18 puljen via Foreningsportalen.
Gå til Foreningsportalen